Ja, USA er slem – men er vi så meget bedre?
Vi ryster på hovedet over Trumps USA. Men når danske politikere sletter sms-spor og tilbageholder rapporter, må vi spørge: Er vi ved at forvandle vores velfærdssamfund til en dansk kopi af USA?
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
I JP læser jeg i dag, at rapporten, som DIIS har lavet om Afghanistan-krigen, har ligget færdig i 16 måneder uden at blive offentliggjort. Angiveligt sker det, da politikerne har fået mulighed for at slette deres navn fra citaterne – og dermed ikke skal stå til regnskab for deres beslutninger.
Min egen bror har været udsendt til Afghanistan ad flere omgange. Han var en af de heldige – kom hjem med alle lemmer i behold, men psykisk tror jeg ikke, man kan undgå at blive påvirket af så voldsomme oplevelser. Han mistede flere af sine soldater og havde adskillige sårede.
I min optik har han krav på, at de politikere, som sendte ham afsted, tager ansvar.
Som danskere ser vi på USA og undres. Hvordan kan Trump slippe afsted med at opføre sig, som han gør? Jeg har i mange år undervist i amerikanske samfundsforhold på universitetet, og alligevel undrer jeg mig over, hvordan det er gået så galt. Vi ser polariseringen i det amerikanske samfund – det samme i mindre grad i Danmark.
Fake news er blevet standard – når vi ser på, hvor mange af Trumps udgydelser der er direkte løgn, er det skræmmende, og endnu mere skræmmende, at det ikke har nogen form for konsekvenser.
Desværre oplever vi også i Danmark dette fænomen. Tilliden til institutionerne i USA er meget lav – i Danmark kan vi også se, at tilliden daler i forbindelse med skandalerne i bl.a. Skatteministeriet og minkskandalen.
Så meget bedre er vi nok ikke. Vi er mindre, javel, men er vi så pletfri, som vi tror? Den manglende Afghanistan-rapport fik mig til at fundere over vores eget samfund.
Mette Frederiksen, som netop er blevet genvalgt som statsminister, har jo også en del sager, som er meget lidt fine i kanten. Hvordan kunne det lade sig gøre, at minksagen blev lukket ned?
Misforstå mig ikke, jeg synes, det er ganske forfærdeligt, at man holder mink under de givne vilkår, men man kan da ikke bare udslette et helt erhverv med et pennestrøg – blot for derefter at overkompensere minkproducenterne (med danskernes penge) som et andet hold kæft-bolsje.
Sms’erne i sagen blev som bekendt slettet – alle vaskede hænder, ingen stod til ansvar.
Venstre, som i 2020 bl.a. var gået til valg på netop at stille regeringen til ansvar, bakkede, så snart der var en ministerbil i sigte! Det hjælper ikke på befolkningens tillid, når ministre og embedsfolk reelt kan slette spor, uden at det har nogen mærkbare konsekvenser for deres karriere.
Nu er det endelig lykkedes at få magthaverne til at indse, at folkeskolereformen fra 2014 var en kæmpe fejl. Dengang blev der bl.a. indført flere undervisningstimer, som skulle kombineres med motion og understøttende undervisning. Langt de fleste med indsigt i emnet råbte vagt i gevær: ”Det kommer ikke til at fungere.”
Men nej, regeringen med Helle Thorning-Schmidt i spidsen og Christine Antorini som wingman – i form af undervisningsminister – gik deres egne veje. De fulgte deres mavefornemmelse i stedet for at se på forskning inden for området. Bl.a. vidste forskerne, at Finland gjorde det rigtig godt inden for folkeskoleområdet, men dette tog man simpelthen ikke i betragtning.
Det blev som bekendt en katastrofe. Min egen søn gik i folkeskolen på det tidspunkt – han var fuldstændig ved at vælte i systemet. Han spillede fodbold flere gange om ugen i en anden by og kunne overhovedet ikke få dagene til at hænge sammen. Og fagligt – ja, var det simpelthen en katastrofe.
Selv har jeg undervist på universiteter i Danmark og set, hvordan niveauet er dalet år for år. De studerende, som starter på universiteterne, er hverken klædt på fagligt eller socialt til at indgå i et studiefællesskab. Mellem 2016 og 2019 var universiteterne underlagt det såkaldte omprioriteringsbidrag, hvilket betød årlige besparelser, som de stadig døjer med.
Senest har den tidligere regering, med Christina Egelund ved roret som uddannelses- og forskningsminister, besluttet at forkorte nogle af kandidatuddannelserne.
Vi ved, at niveauet på universiteterne i forvejen daler, hvordan i alverden kan man så finde på at forkorte uddannelserne? Det virker, som om politikerne baserer deres løsninger på hurtige politiske gevinster i stedet for at fundere deres beslutninger på gennemarbejdede analyser lavet af fagpersoner.
Og så er der sundhedsvæsenet. Desværre har jeg haft det inde på livet i den seneste tid – og jeg er virkelig chokeret over tilstanden her. Min odyssé startede med et besøg på skadestuen med en formodet blodprop i benet. Her endte jeg med at blive indlagt, hvilket betød, at jeg blev sat i en stol på gangen i seks timer (de havde ikke lige en seng ledig).
Da jeg undervejs spurgte ind til tidshorisonten, fik jeg at vide, at jeg ikke var prioriteret (ja, de brugte det ord) – men jeg var velkommen til at gå ind og tage noget mad i deres køkken. Problemet var bare, at jeg overhovedet ikke kunne gå.
Efter seks timer fik jeg endelig tilfældigt fat i en ung læge, som viste sig at være fra en helt anden afdeling. Til min store glæde indvilgede han i at scanne mit ben. Det viste sig heldigvis ikke at være en blodprop – men hvad det så var, vidste han ikke – men jeg kunne bare tage hjem (kunne stadig ikke gå). Det fortsatte i fem en halv uge, hvor jeg blev sendt til diverse undersøgelser – med ventetid.
Ingen gjorde sig den ulejlighed at lytte til min egen formodning, som faktisk viste sig at være rigtig. Sikke en masse ressourcer at bruge – tænk, hvis man fra start havde lyttet til patienten.
Sundhedssystemet fungerer i min optik som en fabrik, hvor patienterne blot er komponenter – ikke mennesker. Det virker, som om man kun ser på, hvor mange man kan få igennem systemet, i stedet for hvordan man hjælper det enkelte menneske. Hvem har ansvaret for dette morads?
Også den manglende dronerapport og FE-skandalen er værd at nævne. Hele det danske samfund er baseret på tillid til magthaverne og institutionerne – og hvis den forsvinder, har vi et alvorligt problem.
Der må gøres noget for, at vi ikke ender som USA. Hele min karriere har jeg arbejdet internationalt – vi har i Danmark pralet af vores værdier, vores sundhedssystem, vores uddannelsessystem – ja, vores sagnomspundne velfærdssamfund. Det kan vi ikke længere, og hvis vi ikke kan stille politikerne til ansvar, hvordan vil vores samfund så udvikle sig? Vil vi ende som en dansk udgave af USA?