Hårde ord vokser ud af en hård virkelighed

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Forleden delte jeg et citat fra vores justitsminister, Nicolai Wammen. Han skrev, at han hader det, kriminelle klaner og parallelsamfund står for. At han hader, hvordan de forsøger at undergrave vores demokrati, ligestillingen mellem kvinder og mænd og de frihedsrettigheder, som vi ellers tager for givet. Han beskrev deres metoder som middelalderlige.

En god ven skrev til mig bagefter:

»Had er et voldsomt ord, og ordet ”middelalderlig” vækker genklang til en retorik, som jeg ikke forbinder med dine værdier, Eva.«

Det satte tanker i gang hos mig.

For min ven kender mig. Han ved, at jeg tror på dialog. At jeg er uddannet på en UWC-skole, hvor fred og forståelse gennem uddannelse er et bærende ideal. Han ved også, at jeg altid vil gå langt for at forstå andre mennesker.

Men der er også en grænse.

Jeg har som formand for det særlige børn- og ungeudvalg siddet over for børn og unge, der er blevet udsat for vold, grove overgreb, bortførelser og æresrelateret social kontrol. Jeg har siddet over for børn, som er kommet hjem fra genopdragelsesrejser med traumer, der sætter spor for resten af livet. Det påvirker én, når man ser et andet menneske i øjnene, der med hele sin krop viser voldsomheden af det, vedkommende har været udsat for.

Jeg har også siddet over for kvinder, som gennem længere tid er blevet voldtaget og udsat for så grov vold, at de aldrig er kommet tilbage til et almindeligt liv. Kvinder, der lever med traumer, som gør dem uarbejdsdygtige. Kvinder, der holdes fast gennem trusler om, hvad der vil ske med deres børn, hvis de forsøger at bryde ud.

Og jeg har siddet over for mennesker, der er dømt for meget alvorlig personfarlig kriminalitet.

Jeg har set ofrene.

Jeg har set gerningsmændene.

Det gør noget ved et menneske.

Når man først har set den virkelighed, kan man ikke lukke øjnene for det igen.

Alt for mange børn og unge i Danmark har i dag brug for beskyttelse mod deres egen familie.

Unge kvinder lever under en social kontrol, som de færreste forestiller sig eksisterer i Danmark.

Børn bliver sendt på genopdragelsesrejser, hvor de udsættes for vold, frygt og ydmygelser.

Nogle kommer hjem.

Og nogle kommer hjem med ar på sjælen, som aldrig forsvinder.

Derfor bliver jeg også bekymret, når debatten kommer til at handle om, hvorvidt ordet “hader” er for voldsomt.

For det er ikke ordene, der er det voldsomste.

Det er virkeligheden.

Jeg bruger ikke mine kræfter på at hade, men på at gøre en forskel. Og det had, der omtales, retter sig ikke mod mennesker på grund af deres religion eller etniske baggrund. Det retter sig mod de metoder, som ødelægger børns liv, holder kvinder fanget og fastholder mennesker i kriminalitet og frygt.

Hvis det er middelalderligt at bortføre børn, at bruge vold og trusler som opdragelsesredskab og at fratage unge deres frihed til selv at vælge deres liv – hvad skal vi så ellers kalde det?

Vi må ikke stikke blår i øjnene på hinanden.

Det her sker i Danmark. Mere end de fleste forestiller sig.

Det ødelægger barndomme.

Det efterlader mennesker med livslange traumer.

Det koster mennesker deres frihed.

Derfor er det afgørende, at kampen mod de kriminelle klaner og parallelsamfund fortsat har højeste prioritet. Og derfor forstår jeg også, når der bruges stærke ord.

Min ven havde ret i noget.

”Had” er et voldsomt ord.

Det bør det også være.

For hvis ikke vi bliver følelsesmæssigt berørt, når børn lever under vold, frygt og social kontrol i Danmark, er det ikke sproget, der er problemet.

Så er det os.