Folkekirken kan ikke sidestilles med en spejderklub

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Der er noget bemærkelsesværdigt over beredskabsminister Lisbeth Bech-Nielsens udtalelser om folkekirkens rolle i den åndelige oprustning. Ikke blot fordi hun ekskluderer folkekirken og afviser, at folkekirken bør spille en særlig rolle, men fordi hun vælger at omtale folkekirken som en »forening« på linje med fodboldklubber, spejderforeninger og boligforeninger.

Naturligvis spiller civilsamfundet en afgørende rolle for sammenhængskraften i Danmark. Vores foreningsliv er en af de store styrker ved det danske samfund, og de frivillige fællesskaber bidrager hver eneste dag til at skabe engagement og lokalt sammenhold.

Men det er alligevel en mærkelig reduktion af folkekirken at beskrive den som blot endnu en forening blandt mange andre.

Folkekirken er ikke bare et fritidstilbud. Den er en institution, der gennem århundreder har været med til at forme Danmark. Den er en del af vores historie, vores kultur og vores fælles fortælling om, hvem vi er som folk. Den er til stede i hele landet og samler mennesker på tværs af generationer og samfundslag. Samtidig er den ofte til stede i de mest afgørende øjeblikke i menneskers liv – ved dåb, konfirmation, bryllup og begravelser.

Netop derfor giver det god mening at tale om folkekirkens rolle i en tid, hvor Danmark diskuterer beredskab og åndelig oprustning. For et samfunds modstandskraft handler ikke kun om lagre af konserves, nødgeneratorer og beredskabsplaner. Det handler også om, hvorvidt vi har fællesskaber og institutioner, som kan skabe håb, tillid og sammenhængskraft, når usikkerheden rammer.

Historien viser netop, at kirken ofte har spillet en sådan rolle. Under Besættelsen fungerede kirker og præster mange steder som samlingspunkter for mod, fællesskab og national bevidsthed.

Da de danske jøder i oktober 1943 måtte flygte fra nazisternes forfølgelser, var der præster og menigheder, som stod imod. Kirken blev ikke alene et religiøst fællesskab, men også et kulturelt og moralsk holdepunkt i en tid, hvor Danmark stod over for en af sine største prøvelser.

Det er værd at huske, fordi den type sammenhængskraft ikke opstår af sig selv. Den bygger på fælles institutioner, fælles værdier og fælles fortællinger.

Når statsministeren taler om åndelig oprustning, handler det derfor ikke kun om tro. Det handler om, at et samfund også skal kende sine rødder og forstå de værdier, der har formet det.

Derfor undrer det mig også, at regeringen på den ene side taler om behovet for åndelig oprustning, mens man på den anden side har fjernet enhver omtale af folkekirken fra regeringsgrundlaget og samtidig nedlagt Kirkeministeriet som selvstændigt ministerium.

Hver enkelt beslutning kan måske forklares. Men samlet set sender de et signal om, at folkekirken fylder mindre i regeringens forståelse af Danmark, end den har gjort tidligere.

Folkekirken er vigtig, fordi den fortsat er en af de institutioner, der binder os sammen som samfund. Den rummer en fælles historie og et fælles værdigrundlag, som mange danskere – også dem, der sjældent går i kirke – fortsat føler sig knyttet til.

Derfor bør folkekirken naturligvis ikke stå alene med opgaven. Men den bør heller ikke reduceres til blot endnu en forening blandt mange.

Hvis Danmark skal være robust i mødet med fremtidens kriser, har vi brug for både et stærkt beredskab og et stærkt fællesskab. Og her er folkekirken fortsat en vigtig del af løsningen.