Hvorfor skal staten bestemme over livets afslutning?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Aktiv dødshjælp er forbudt i Danmark. Samtidig forventer vi, at mennesker griber ind, hvis nogen forsøger at tage deres eget liv.

Udgangspunktet er altid det samme: Staten ved bedst. Staten ved bedre end patienten, bedre end familien og bedre end det menneske, der skal leve med sygdommen og lidelsen. Men er det virkelig statens opgave at definere, hvad en værdig afslutning på livet er?

Det er debatten, der aldrig slutter, og med Ebbe Preisler-sagens nylige aktualitet er det kun blevet en endnu vigtigere debat. Et ældre ægtepar ønskede at forlade livet sammen. Det lykkedes ikke i første omgang, men efter Ebbe Preislers egen død vil man nu straffe familien for ikke at forhindre hans selvmord. Sagen illustrerer et dilemma, som dansk politik alt for længe har forsøgt at undgå: Hvad gør vi, når et voksent menneske frivilligt og velovervejet ønsker at afslutte sit liv?

For mig handler aktiv dødshjælp først og fremmest om selvbestemmelse. Vi accepterer hver dag, at mennesker træffer vidtrækkende beslutninger om deres eget liv. Vi vælger uddannelse, karriere, partner og behandling. Vi kan endda takke nej til livreddende behandling. Men når det kommer til livets afslutning, overtager staten pludselig kontrollen.

Det betyder ikke, at nogen skal presses til at vælge døden. Tværtimod. Aktiv dødshjælp skal være et frivilligt valg under strenge rammer og med klare krav til dokumentation for sygdom, lægefaglig vurdering og samtykke. Ingen skal tvinges til at modtage hjælp til at dø, og ingen læge skal tvinges til at medvirke.

Men mennesker, som efter grundige overvejelser ønsker at afslutte livet, bør have mulighed for det. For ellers risikerer vi flere sager som Ebbe Preisler-sagen. Sager, som skaber større dilemmaer og flere spørgsmål, end hvis vi blot havde kunnet hjælpe dem fra begyndelsen.

Samtidig bør vi turde diskutere de pårørendes rolle. Når et voksent menneske har truffet en vedvarende og velovervejet beslutning om at dø, skal vi ikke straffe familien, fordi vedkommende har taget sin egen skæbne i egne hænder. Det er et urimeligt ansvar at placere på mennesker, som i forvejen står midt i sorg, afmagt og svære personlige valg.

Vi bør naturligvis fortsat hjælpe mennesker i akut krise. Selvmordsforebyggelse er vigtig, og mennesker med psykisk sygdom skal mødes med støtte og behandling. Allerhelst inden de bliver selvmordstruede. Men det er ikke alle situationer, der kan reduceres til et spørgsmål om forebyggelse. Nogle mennesker ønsker ikke mere behandling. Nogle mennesker ønsker ikke flere år med smerter, tab af værdighed eller manglende livskvalitet. De vil have en afslutning, der er smerteløs og hurtig.

Derfor bør vi føre en mere ærlig debat om aktiv dødshjælp. Ikke fordi livet er uden værdi, men fordi frihed også indebærer retten til at træffe de sværeste beslutninger om sit eget liv. Hvis vi virkelig tror på menneskets ret til egen krop, bør den ret ikke ophøre i det øjeblik, hvor kroppen er mest skrøbelig.