Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Med Messerschmidt bliver det ved snakken

Rasmus Stoklund (S)Politisk ordfører, MF

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Mange børnefamilier kender børnebogen om Hr. Snakketøj. En venlig lille mand, som dog snakker så meget, at folk omkring ham bliver lidt matte i betrækket. I dansk politik kunne Hr. Snakketøjs pendant være Morten Messerschmidt, som dag efter dag og år efter år snakker om alt det, han vil gøre for danskerne, men desværre også altid lader det blive ved snakken.

På sociale medier har Dansk Folkepartis formand lovet danskerne det hele: en markant strammere udlændingepolitik, lavere benzinpriser, lavere pensionsalder og en halvering af momsen på fødevarer.

Men da Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti præsenterede det politiske grundlag for en blå regering, som Messerschmidt fluks stod klar til at skrive under på, var alle hans flotte løfter ikke nævnt med et ord.

De danskere, der er ramt på pengepungen i øjeblikket, kan ikke leve af snak. De har brug for handling. Den nye regering halverer nu momsen på fødevarer og fjerner den helt på frugt og grønt. Vi hæver resten af året kørselsfradraget for dem, der hver dag er afhængige af bilen for at passe arbejdet. Vi gør bus og tog gratis for unge. Vi vil indføre gratis tandpleje for alle, og vi starter med førtidspensionisterne. Vi giver de folkepensionister, der har mindst, 1.000 kr. ekstra om måneden, og vi hæver Arne-pensionen med 3.000 kr.

Morten Messerschmidt er en sand mester på sociale medier. Med alvorsfuld stemme, flotte jakkesæt og hævede øjenbryn fortæller han igen og igen om alle de ting, han vil gøre for danskerne, men desværre bliver det hele ved snakken.

Det interessante er, hvad man får gennemført i den virkelige verden. Den tilgang holder vi i Socialdemokratiet fast i. Resten lader vi Hr. Snakketøj om.