Den grønne omstilling må ikke være noget, som én del af befolkningen påtvinger en anden

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Danmarks største svineproducent, Martin Lund Madsen, ejer over 50 gårde, har 12.000 søer og producerer årligt op mod 400.000 slagtesvin. Den type landbrug ligger meget langt fra den landbrugskultur, jeg selv er vokset op med – og som har formet mig.

Min barndom foregik ikke i en institution, men i stalden hos mine onkler og tanter. Så snart jeg var gammel nok, hjalp jeg til. Jeg husker stadig, hvordan jeg hver dag håbede, at jeg først blev hentet, når køerne skulle drives ind klokken 17. Det var en særlig følelse at få lov til at hjælpe med afspærringerne og være en del af arbejdet.

Jeg husker også, hvordan hele familien var involveret. Hvis en so blev syg, en ko skulle kælve, eller et dyr slap løs, påvirkede det alles hverdag. Landbruget var ikke blot et erhverv – det var et fællesskab. En livsform, hvor arbejdet bandt mennesker sammen, og hvor ansvar, omsorg og samarbejde var en naturlig del af hverdagen. Det er en kultur, jeg er dybt taknemmelig for at være vokset op i, og som jeg stadig bærer med mig.

Samtidig er vi i 2026 et helt andet sted. Som venstrefløjspolitiker glæder det mig, at vi nu tager skridt mod et mere bæredygtigt landbrug med sprøjteforbud, bedre dyrevelfærd, grøn omstilling og større kontrol med den mest ekstreme griseproduktion. Det er nødvendige beslutninger, hvis vi skal give naturen en reel chance.

Alligevel mærker jeg en splittelse.

På den ene side ser jeg stærke lobbyorganisationer forsøge at gøre kærligheden til den traditionelle landbokultur til et argument imod enhver forandring. De fremstiller ofte miljøkrav som et angreb på dansk landbrug og som et projekt, hvor venstrefløjen vil afvikle og udskamme erhvervet.

På den anden side oplever jeg desværre også, at dele af min egen politiske fløj kommer til at tale om landbruget på en måde, der rammer langt bredere end nødvendigt. I kampen for klima, natur og miljø bliver der indimellem ikke kun kritiseret skadelige produktionsformer, men der bliver også talt ned til de mennesker, der er vokset op med landbruget som identitet og kultur.

Det kan opleves som en damptromle, der ruller ud fra storbyen uden forståelse for de værdier, det nære liv på landet rummer. Ikke fordi alle kritikere bor på stenbroen eller i Nordsjælland, men fordi afstanden – både geografisk og kulturelt – nogle gange bliver tydelig i den måde, debatten føres på.

Når de samme mennesker samtidig forventer, at lokalsamfund uden større indflydelse skal lægge jord til energianlæg, acceptere beskedne kompensationer og leve med faldende ejendomsværdier, er det ikke svært at forstå, hvorfor modstanden vokser. Ikke nødvendigvis mod den grønne omstilling, men mod følelsen af ikke at blive lyttet til.

Vi begår en fejl, hvis vi gør landbokulturen til modstander af den grønne omstilling. Det er ikke fællesskabet omkring gården, generationernes ansvarsfølelse eller stoltheden over livet på landet, der har skabt problemerne. Det er industrialiseringen og koncentrationen af produktionen, som har gjort landbruget større, mere intensivt og mere belastende for natur og klima.

Derfor skal vi kunne holde to tanker i hovedet på én gang. Vi skal være hårde over for produktionsformer, der ødelægger naturen, belaster klimaet og svækker dyrevelfærden. Men vi skal samtidig møde mennesker med respekt for den kultur og identitet, de kommer fra.

Den grønne omstilling lykkes kun, hvis den er noget, vi skaber sammen – ikke noget, der bliver påtvunget én del af befolkningen af en anden.

Jeg er ikke i tvivl om retningen. Vi skal redde vores natur. Vi skal rette op på årtiers fejl. Men vi skal gøre det på en måde, hvor vi bygger bro mellem mennesker i stedet for at grave grøfter.

Naturen har brug for forandring. Men Danmark har også brug for sammenhængskraft.