Svensk kirkeliv er blevet en politisk kampplads

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Det svenske kirkeråd – Kyrkomötet – er det øverste ledende organ og sammensat gennem valg fra lister i både det politiske landskab (fx Socialdemokraterne med 28,1 pct., Sverigedemokraterna 6,27 pct.) såvel som fra en mængde kirkelige lister (fx ”Himmel og jord” med 2,23 pct.)[1].

Mellem valgene hvert fjerde år er kulturen i kirken naturligvis også præget af en positionering, der er nødvendig for at bringe sig selv i spil og få indflydelse – nøjagtigt som vi kender det fra de politiske arenaer i vores hjemlige folkestyre.

At denne kirkelige synode i Sverige ofte tager stilling til dagens politiske spørgsmål, kan ikke overraske. Mange tænker også herhjemme, at kirkens relevans afhænger af dens evne til at ændre samfundsforhold, mens flertallet formentlig stadig ønsker, at Folkekirken i Danmark skal være et politikfrit område. Teologien har, hvis den formulerer sin etik begavet nok, samfundsmæssig relevans, men kirkens funktion som sted for forkyndelse og sjælesorg bør ikke være en magtfaktor.

Adskillelsen af kirke og stat i Sverige i 2000 har imidlertid gjort Svenska Kyrkan til et med danske øjne meget anderledes kirkesamfund. Indtil da blev man født ind i kirken. En teologisk misère, der også er slut nu, hvor kun 58 pct. af befolkningen er medlemmer.

Men det drastisk faldende medlemstal betyder, at kirken i højere grad er sendt på mission til alle de svenskere, der nu står uden for.

Svenska Kyrkans åndelige oprustning har medført en tydeligere profil. Inden for og uden for kirken er nemmere at afgrænse end i Danmark.

Det ses også i gadebilledet. Mange kender den særlige præsteflip fra film: Præsten bærer – også i civil – den romerske flip, der viser, at hun er præst. Den kaldes kollar (afledt af lat. ”halsbånd”) og bruges i Danmark frivilligt af fx funktionspræster på sygehuse eller i beredskabet, hvor folk i krise har brug for at få øje på præsten, mens det er upraktisk at gå rundt i præstekjole hele tiden.

Men mange steder i Sverige er det ofte påbudt at gå med den. Én biskop instruerer sine nye præster:

»Du skal bære den, når som helst du er uden for hjemmet, om du køber ind, eller går i teatret eller med dine børn i skole. Du er altid i tjeneste!«

Svenska Kyrkan ligner på den måde en meget stor missionerende frikirke.

Dét gør noget ved fortroligheden og forbundetheden mellem kirke og folk. Derfor den følte vigtighed af ved tøjet at skille sig ud fra det øvrige folk. Derfor også det svenske kirkeråds optagethed af at udtale sig om dagspolitiske emner. Derfor også præsternes mindre frimodighed til at tænke og tale på kant med traditionens vedtagne dogmer.

Svenskerne har ingen Grundtvig, og har aldrig haft en folkekirke. Den danske folkekirkeordning gør, at den største del af danskerne føler sig hjemme, fordi grænsen mellem kirkerum og folkeliv er udvisket i en fælles kulturreligiøs sammenhæng, hvor evangeliet forkyndes for både høj og lav.

Åndsfriheden har især betydet meget for teologien, hvor præster har turdet tænke med i den kirke- og kristendomskritiske litteratur. Den danske præstestand har været blandt den akademisk bedst uddannede i verden. Det har indgydt respekt og en særlig tillid i befolkningen, at præster kan mere end deres fadervor.

Men når formanden for Landsforeningen af Menighedsråd ved årsmødet 6.-7. juni på Nyborg Strand ønskede sig et nationalt demokratisk organ (læs: kirkeråd), forstår de færreste på forhånd, hvor dette vil bære hen. Imens lød den reelle og aktuelle trussel i en bisætning fra den nye kirkeminister, Ida Auken (S):

»Måske skal I være glade for, at de mennesker, der sad og aftalte det her, ikke smed en kirkeforfatning eller en adskillelse af kirke og stat ned i regeringsgrundlaget.« Endnu?

[1] https://kyrkoval.svenskakyrkan.se/Valresultat2025/slutg/Visning/Resultat/Kyrkomote.aspx