Ingen ved det, men danske lærlinge er stavnsbundne

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Der er ikke rigtig nogen, der ved det. Der er heller ikke nogen, der taler om det. Tja, det fylder faktisk forsvindende lidt i den offentlige debat.

Men vi har skabt et klagesystem på erhvervsuddannelserne, der svigter de lærlinge, som havner på en dårlig læreplads, ved i praksis at lænke dem fast som i et moderne stavnsbånd, når de råber op.

Det stritter direkte mod vores retsfølelse og vores selvopfattelse som danskere. Et land, hvor vi ikke finder os i for store urimeligheder, og hvor systemet beskytter de svage.

Derfor rammer det ekstra hårdt, når vi opdager, at vi har skabt et hjørne af uddannelsessystemet, hvor unge mennesker ikke har den frihed og tryghed, vi ellers tager for givet.

Den bedste måde at forstå problemets alvor på, er ved at tage sikkerhedsskoene på.

Forestil dig, at du er 16 år og i lære. Du møder tidligt om morgenen. Måske i en skurvogn, på et værksted eller på en byggeplads. Du er ny i faget. Du er i gang med en uddannelse, der skal give dig adgang til et helt arbejdsliv. Men noget er galt.

Måske bliver du ydmyget foran dine kolleger. Måske bliver der råbt ad dig. Måske bliver du truet, taget på eller bedt om at udføre arbejde, der ikke er sikkert. Måske bliver din grænse overskredet igen og igen, mens det bliver pakket ind som “jargon”, “hårdhudethed”, eller “sådan er branchen bare”. I stedet for at bide tænderne sammen prøver du at sige fra. Du beder om hjælp. Du klager.

Så opdager du den grundlæggende urimelighed: Som lærling er du ikke beskyttet på samme måde som andre i uddannelsessystemet. Og du er heller ikke fri som andre på arbejdsmarkedet. Ja, faktisk er du fanget som en lus mellem to negle.

For du kan ikke bare sige op og finde en ny læreplads, som en almindelig lønmodtager kan finde et nyt job. Din læreplads er ikke kun din arbejdsplads – den er selve fundamentet for din erhvervsuddannelse.

Og netop derfor er konsekvenserne så enorme: Hvis du opsiger din uddannelsesaftale, mister du ikke bare et job. Du mister år af din uddannelse, fordi du ikke kan tage din oplæring med dig videre. En ny mester er ikke forpligtet til at godkende det, du allerede har lært. Du starter i praksis forfra. Det er et valg mellem at blive i mistrivsel eller at miste sin uddannelse.

Derfor forsøger mange lærlinge i stedet at klage. Men når der indsendes en klage eller opstår en konflikt mellem en lærling og en læreplads, havner sagen i et labyrintisk system af udvalg, nævn og sagsgange, som selv de mest ressourcestærke lærlinge ikke ville kunne navigere i uden hjælp.

Først kan sagen ende i det faglige udvalg, der blandt andet godkender lærepladser og behandler konflikter mellem lærlinge og virksomheder. Hvis konflikten ikke bliver løst dér, kan den gå videre til Tvistighedsnævnet, som afgør uenigheder om uddannelsesaftaler. I sidste ende kan sagen ende hos domstolene.

Det kan på papiret meget vel lyde som en retfærdig proces. Men sandheden er en anden. I praksis medfører systemet, at en ung lærling kan sidde fast på en forfærdelig læreplads i månedsvis. Mens systemet tygger sig gennem papirerne, skal lærlingen møde ind igen på mandag. Hos den samme mester. Sammen med de samme svende. På den samme arbejdsplads, hvor hverdagen bød på chikane, krænkelser og mobning.

Systemet er designet til at håndtere enkeltsager. Men der er ikke tale om rådne æbler. Det er et mønster. Et mønster af lærlinge, der råber om hjælp, men bliver mødt af et system, der reagerer i sneglefart. Et mønster af oplæringsvirksomheder, hvor grænseoverskridende kultur bliver pakket ind som værende normalt. Hvis man er i tvivl om omfanget, kan man jo bare gense DR’s dokumentarserie ”Bare en lortelærling” fra efteråret.

Her fortæller 68 modige, nuværende eller tidligere lærlinge om den kulturkamp, der finder sted mellem dem og den gammeldags kultur i byggebranchen. En kamp, der slår gnister og i de værre tilfælde afføder grov vold, mobning, seksuel chikane, dårlig sikkerhed og ydmygelser. Gnister, der kalder på politisk handling.

Alligevel skal man lede længe efter ansvarlige aktører, der reagerer proportionalt på svigtet. De løsninger, der bliver foreslået, er så ufarlige, at de mest af alt ligner symbolpolitik: En animationsfilm. En knap i bunden af en app. Narresutter, forklædt som omsorg og handling.

Reaktionen er så svag, fordi man er bange for at skræmme unge væk fra erhvervsuddannelserne. Danmark kommer til at mangle 130.000 faglærte i 2035, og derfor vælger mange at tie om problemerne. Den strategi er både kortsigtet og kynisk. For man rekrutterer ikke flere lærlinge ved at feje virkeligheden ind under gulvtæppet. Man gør det ved at sikre, at de unge, der allerede har valgt vejen, faktisk bliver behandlet ordentligt.

Som lærlingenes organisation har vi ikke råd til tavshed. Vi står i den virkelighed, andre helst vil undgå at tale om. Og hvis ingen andre tør tage den ubehagelige samtale, må vi gøre det.

For kontrasten til resten af uddannelsessystemet er slående. Vi ville aldrig acceptere, at en gymnasieelev var bundet til en skole, hvor vedkommende blev mobbet, slået eller udsat for seksuel chikane, mens sagen langsomt over flere måneder blev behandlet i et system. Vi ville aldrig acceptere, at grænsen for at gribe ind først gik dér, hvor straffeloven blev overtrådt.

Men for lærlinge er forventningen alt for ofte, at de skal bide tænderne sammen og møde ind igen i morgen. Det er en standard, vi aldrig ville acceptere for andre unge under uddannelse, og derfor skal vi heller ikke acceptere den for lærlinge. Det er ikke godt nok. Og det er ikke værdigt.

Derfor har Danmarks lærlinge brug for tre klare forbedringer: For det første skal lærlinge have mulighed for meget hurtigt at kunne komme i skoleoplæring, mens deres sag behandles. En lærling, der oplever alvorlig mistrivsel, chikane, krænkelser eller farlige forhold, skal ikke tvinges tilbage til den samme læreplads i månedsvis, mens systemet arbejder igennem sagen.

For det andet skal dårlige lærepladser mærke konsekvenserne. I 2024 mistede kun fem virksomheder retten til at have lærlinge af cirka 10.000 godkendte lærepladser. Hvis en virksomhed gentagne gange svigter sit ansvar som oplæringsvirksomhed, skal det ikke ende med endnu en løftet pegefinger. Så skal virksomheden miste retten til lærlinge.

Og for det tredje skal vi blive langt bedre til at opdage problemerne, før de ender i konflikt. Kun ét af 42 spørgsmål i elevtrivselsmålingen på erhvervsuddannelserne handler om trivslen på selve lærepladsen. Lærlinge bør derfor fremover systematisk blive spurgt ind til deres trivsel, tryghed og oplevelse af lærepladsen, mens de er ude i lære.

Hvis en lærling bliver udsat for chikane, krænkelser, mobning, seksuel chikane, farlige arbejdsforhold eller systematisk udelukkelse fra det faglige fællesskab, skal det opdages tidligt. Ikke først når konflikten er eksploderet.

Hvis vi mener, at Danmark har brug for flere faglærte, må vi også tage ansvar for de unge, der vælger den vej. En erhvervsuddannelse og de dertilhørende lærepladser er først og fremmest en uddannelse, hvor man skal lære sit fag, blive en del af et arbejdsfællesskab, turde begå fejl og blive klogere af dem. Ikke et sted, hvor man i årevis skal overleve ydmygelser, chikane eller utryghed for at få sit svendebrev.

Det er på tide, at vi befrier lærlingene fra det moderne stavnsbånd. Det skylder vi de tusinder af unge, som bygger landet.