Voldsramte kvinders retssikkerhed hænger i en tynd tråd

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I Danners krise- og rådgivningscentre møder vi kvinderne hver dag. Kvinder, der har levet i voldelige relationer og har søgt beskyttelse og hjælp. Sidste år havde 85 pct. af kvinderne på Danners krisecenter været udsat for mere end én form for vold, og hver fjerde var blevet tvunget til seksuelle handlinger.

Det dækker over mange former for overgreb: sex, man ikke ønsker, men presses eller tvinges til, sex for at få adgang til penge eller sex for at undgå fysisk vold. Fælles for det hele er, at det er voldtægt.

Overgrebene er grænseoverskridende, nedbrydende og ulovlige. Og skammen bliver ofte endnu større, når det er en partner, der begår overgrebet. Psykisk vold, kontrol og frygt gør det svært for kvinden at gå. Og endnu sværere at anmelde.

Samtidig viser en undersøgelse fra Justitsministeriets Forskningsenhed, at personer udsat for psykisk vold og voldtægt er blandt de grupper, der har mindst tillid til politiets håndtering af deres sag.

Kun 31 pct. af personer udsat for psykisk vold er tilfredse med politiets indsats. For voldtægtsudsatte gælder det 36 pct. Til sammenligning er 75 pct. af indbrudsramte borgere tilfredse med politiet.

Når kvinder, der udsættes for nogle af de mest alvorlige forbrydelser, har mindst tillid til politiets håndtering, er det et alvorligt tegn på, at retssikkerheden ikke fungerer godt nok. Det bør mane til alvorlig eftertanke.

For den enkelte kvinde er det første møde med systemet afgørende. Hvis politiet møder hende med manglende forståelse, fejlregistreringer eller uklare svar, kan tilliden forsvinde med det samme. Og så forsvinder anmeldelsen måske også.

Derfor handler Rigsrevisionens kritik ikke kun om registreringspraksis. Den handler om retssikkerhed. Politiet har brug for langt mere viden om vold, voldtægt og psykisk kontrol – også hos de medarbejdere, der først møder kvinderne i telefonen, ved skranken og i den første afhøring.

Samtidig skal kvinder, der anmelder vold og voldtægt, have krav på langt større gennemsigtighed. Alt for mange oplever, at politiet henlægger deres sag uden at forklare hvorfor. Når en kvinde har overvundet frygt, skam og risikoen ved at anmelde sin partner, er et standardbrev ikke godt nok.

Vi har også brug for et grundlæggende opgør med forestillingen om, hvordan voldtægt ser ud. Mange forbinder stadig voldtægt med et overfald i en mørk gyde – noget, som systemet også historisk har været indrettet til at genkende. Men mange voldtægter sker i parforhold, uden vidner og ofte uden synlige skader. Det gør dem ikke mindre alvorlige.

Med samtykkeloven, som trådte i kraft i 2021, tog vi i Danmark et vigtigt skridt mod en bredere forståelse af voldtægt. Men Rigsrevisionens kritik viser, at lovændringen endnu ikke har slået igennem hele vejen ud i praksis.

Ikke hvis politiet stadig registrerer sager forkert eller møder kvinderne med manglende forståelse af vold, kontrol og frygt i nære relationer.

I et retssamfund skal myndighederne efterforske alle forbrydelser ordentligt. Og kvinder, der anmelder vold, skal kunne stole på, at systemet tager deres sag alvorligt. Ellers mister vi tilliden til vores retssystem.

Det er retssikkerheden, der er på spil. Og efter Rigsrevisionens nye kritik er det svært ikke at tænke, at den hænger i en tynd tråd for voldsudsatte kvinder.