Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Hallo, Christiansborg: Hvem løsner knuden i Danmarks knudepunkt?

Dagligt passerer tusindvis af køretøjer Trekantområdet fra nord, syd, øst og vest. Desværre er trafikken ved at gå helt i stå i Danmarks største vejkryds, og der er behov for handling nu.

Pia Jakobsgaard-IversenBestyrelsesleder, DI Trekantområdet, divisionsdirektør, Rambøll
Carsten JespersenBestyrelsesleder, DI Sydvestjylland, adm. dir., KE Fibertec A/S
Heino JuhlBestyrelsesleder, DI Sønderjylland, adm. dir., Lindab A/S
Johannes SaugbjergBestyrelsesleder, DI Sydøstjylland, adm. dir., Vola A/S

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

E45 nord for Kolding er en af landets mest trafikerede motorvejsstrækninger. Den i forvejen pressede kapacitet er yderligere reduceret af vejarbejde, og det udløser præcis det scenarie, vi i årevis er blevet advaret imod: køkaos, forsinkelser på op mod en time og en trafikal situation, hvor selv små hændelser får systemet til at bryde sammen.

Det handler ikke kun om tabte minutter, men om tab af erhvervsevne og konkurrencekraft for virksomheder i Trekantområdet. Det rammer pendlere på vej til arbejde, sælgere på kundebesøg og tung godstransport fra områdets produktionsvirksomheder. Uden en bedre trafikafvikling risikerer vi et betydeligt samfundsøkonomisk tab.

I flere hundrede år har Trekantområdet været et knudepunkt – fra kongesæde til produktionscentrum.

I dag er området en bærende del af Danmarks mobilitet. Tre af landets mest trafikerede motorvejsstrækninger ligger her: Vejlefjordbroen, Den Nye Lillebæltsbro og motorvejen nordvest om Kolding.

Når trafikken bryder sammen i Trekantområdet, er det derfor ikke et lokalt problem – det er et nationalt problem. Vejdirektoratet har lovet forbedringer i trafikafviklingen omkring Kolding på den korte bane, men sårbarheden er et tydeligt eksempel på, at infrastrukturen i Trekantområdet skal gøres robust og fremtidssikker.

Vi er glade for, at E45 udbygges omkring Kolding, men udbygningen bør fortsætte helt til Kolding Syd. Samtidig har vi brug for reelle alternativer: et tostrenget vejnet i form af Den Midtjyske Motorvej samt bedre kobling til alternative transportformer som bane- og søtransport.

Skal vi have et robust og effektivt transportsystem, skal der også ske kapacitetsforbedringer på Den Nye Lillebæltsbro og Vejlefjordbroen.

De fleste husker, hvordan Vejlefjordbroen var en stopklods før udvidelsen til tre spor i hver retning. Broen står over for løbende renoveringsarbejder, som kan indebære indsnævring til færre spor i perioder. Vejdirektoratets egne beregninger peger samtidig på kritisk trængsel på Den Nye Lillebæltsbro.

Begge broer risikerer derfor igen at blive stopklodser. Vi bliver nødt til at tage stilling til, hvordan Vejlefjordbroen kan udbygges, og hvordan vi sikrer en ny forbindelse på tværs af Lillebælt – inklusive jernbane – frem for alene at have en beredskabsplan for tog- og biltrafik ved en lukning af de nuværende broer.

Det var historisk, da de første etaper af Den Midtjyske Motorvej blev vedtaget, og vi ser frem til, at motorvejen åbner. Den fulde samfundsgevinst indfries dog først, når hele forbindelsen står klar fra nord til syd. Derfor bør projektet færdiggøres hurtigst muligt – herunder den sidste sydlige strækning fra Billund til Haderslev.

Motorvejen skal samtidig styrke forbindelsen til Billund Lufthavn, hvor bedre tilgængelighed er uundværlig for erhvervslivet og international mobilitet.

Men hvorfor tager flere pendlere ikke blot toget, bussen eller cyklen til arbejde, når motortrafikken bryder sammen? For mange er muligheden ganske enkelt ikke til stede.

Viljen og motivationen til at vælge grønnere løsninger findes – hos både virksomheder og borgere – men alternativerne er for svage.

Vi skal have bedre kobling mellem transportformerne og bedre adgang til grønne transportmidler, f.eks. ved at forbinde vores byer med gode kollektive løsninger i særskilte tracéer, så man kan komme uden om de mest belastede trafikårer og dermed hurtigere og mere bæredygtigt mellem Trekantområdets hovedbyer.

Vores konkrete forslag er: udbygning af E45 ved Vejlefjordbroen, udbygning af E45 hele vejen til Kolding Syd, udbygning/etablering af en ny lillebæltsforbindelse, inkl. bane, etablering af en parallel korridor i form af Den Midtjyske Motorvej hele vejen til Haderslev og udbygning af et markant bedre og sammenhængende offentligt transportnet mellem byerne.