Nedskæringspolitik har gjort Europa forsvarsløst
Med Ruslands invasion af Ukraine er vi vendt tilbage til nedslidningskrigen, hvor parterne forsøger at udmatte hinanden i en langtrukken konflikt. Og der står Europa meget svagt rustet.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
I april skuffede Pentagon flere europæiske lande, da amerikanske missiler og raketter, allerede købt og betalt, blev sat i restordre pga. krigen i Iran. Admiral Paparo vidnede for Senatet, at det kan tage to år at skalere produktionen op for at udfylde behovet skabt af krigen. Men som Paparo bekræftede, skyldes problemerne hverken krigen i Iran eller støtten til Ukraine. Industrien er for svag til at løfte produktionen.
Den europæiske forsvarsindustri er i en værre forfatning end den amerikanske. Derfor kan Europa ikke undvære amerikansk materiel. De svage forsyningskæder underminerer vores selvstændighed og gør os sårbare over for moderne nedslidningskrige.
Natos doktriner bygger på manøvrekrigen med fokus på hurtigt at sætte fjenden ud af spil gennem præcise manøvrer mod deres svage punkt. Med Ruslands invasion af Ukraine er vi vendt tilbage til nedslidningskrigen, hvor parterne forsøger at udmatte hinanden i en langtrukken konflikt.
»Nedslidningskrig er produktionskrig«, skriver militæranalytiker Anders Puck Nielsen i ”Krigens Politik”. Det handler ikke blot om at have nok våbensystemer til det første slag, men om kapaciteten til at sikre en stabil forsyning gennem hele krigen.
Den svage europæiske industri er ikke tilfældig, men et resultat af den økonomiske politik efter finanskrisen i 2008. Mario Draghi har kritiseret den politik, der fulgte.
Da krisen begyndte, søgte kontinentets ledere at presse lønningerne ned for at øge konkurrenceevnen, hvilket skabte en kronisk mangel på efterspørgsel i EU’s indre marked. Samtidig forfulgte medlemsstaterne en nedskæringspolitik for at håndtere den offentlige gæld, der yderligere reducerede efterspørgslen.
Når en økonomi sidder fast i lav efterspørgsel, fanges virksomheder i en konkurrence om at skære udgifter frem for at udvide produktionen. Varer stilstanden længe nok, mister industrien selve evnen til at omstille og skalere op, når behovet opstår. Nedskæringspolitikken har sat os præcis i denne situation.
Løsningen er ikke blot at øge bestillingerne fra europæiske forsvarsvirksomheder og krydse fingre. For at sikre robuste forsyningskæder på tværs af kontinentets industrielle sektorer skal vi omstille til investeringsdrevet vækst.
Offentlige investeringer i grøn forsyning og omfattende elektrificering kan øge energisikkerheden og skabe høj industriefterspørgsel på det indre marked. Og en nytænkt selskabsskat kan straffe uproduktivt udbytte af ekstraordinære profitter, samtidig med at den belønner produktive investeringer.
De europæiske lande, der ventede forgæves på amerikanske våbensystemer, illustrerer præcis, hvad der er på spil. Uden en robust industri bag os er europæisk selvstændighed en illusion. Omstillingen til investeringsdrevet vækst er ikke blot et økonomisk valg, det er forudsætningen for et modstandsdygtigt Europa.