Grøn styrelse bør fokusere på mere natur frem for mere kontrol

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Debatten om de mange kontrolbesøg på Lindenborg Gods, som er beskrevet i Jyllands-Postens artikel “Staten går kontrolamok: Gods kan se frem til myndighedsbesøg hver fjerde hverdag”, rammer et større problem. Det handler ikke kun om ét gods. Det handler om tillid mellem staten og de borgere, som ejer et stykke natur.

I Danmark står vi midt i den største omlægning af vores areal i generationer. Store dele af landbrugsjorden skal blive til natur. Lavbundsjord skal tages ud af drift, og der skal laves vådområder og rejses skov i stor skala. Alt sammen bygger på frivillige aftaler og forhåbningen om, at lodsejerne kan se en fornuftig strategi i at blive ”grønne arealforvaltere”.

Den fremtid bliver svær at tro på, når man samtidig ser, hvordan staten møder dem, der allerede har opgaven.

På Lindenborg Gods i Nordjylland, hvor naturen er blevet passet gennem århundreder, kan man se frem til et myndighedsbesøg cirka hver fjerde hverdag!

Andre lodsejere melder om det samme. Besøg på besøg, ofte med meget begrænset varighed og effekt, men med en reel belastning for dem, der skal planlægge og leve med dem.

Budskabet er svært at misforstå: Jo mere natur du ejer, jo mere kontrol får du.

Det er et uheldigt signal, når man samtidig gennem den grønne trepart vil motivere landmændene til at bytte korn ud med træer, buske og blomster. Ikke mindst fordi vi samtidig oplever det stik modsatte problem i den anden ende. Lodsejere, der gerne vil omlægge lavbundsjord og har sagt ja til dialog med kommunerne, må vente. Styrelsen har ikke tid.

Processerne går i stå, fordi der mangler ressourcer til at gennemføre projekterne, sikre erstatningsjord til lodsejerne og få papirarbejdet på plads. Alt sammen noget, som styrelsen SGAV er ansvarlig for. I stedet for at løse de opgaver bruger man tiden på at overkontrollere dem, der allerede har taget valget om natur. Der er med andre ord tid til kontrol, men ikke til omstilling. Det hænger slet, slet ikke sammen.

Vi anerkender fuldt ud behovet for at passe på naturen og leve op til EU-forpligtelser. Men der må være en rimelig balance. Når kontrolintensiteten bliver så høj, at den fjerner motivationen for at gøre naturen til en god levevej, så er vi kørt af sporet.

Hvis den grønne trepart skal lykkes, kræver det noget andet. Det kræver tillid til lodsejerne. Det kræver prioritering af ressourcerne dér, hvor de gør mest gavn. Og det kræver, at staten optræder som en samarbejdspartner, ikke som en kontrollant med lup og løftet pegefinger.

Budskabet til styrelsen herfra er enkelt: Få sat fart på den jordomlægning, I selv har ansvar for. Brug kræfterne på at få flere med, ikke på at overvåge dem, der allerede har vist vilje.

Drømmen om et grønnere Danmark må ikke blive til et kontrolmareridt, der spænder ben for det hele.