Hvornår bliver politikerne voksne? Stop Løkkes realityshow
Hvornår giver realityshowet plads for virkeligheden i dansk politik?
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Den 8. maj havde Steffen Rasmussen et debatindlæg i JP med titlen ”Politik er blevet til realityshow”.
Tak for det, Steffen, det var godt skrevet!
Men hvornår indser politikerne selv det og får noget til at ske?
For lige nu kører showet for fuld kraft, godt iscenesat og styret af Lars Løkke Rasmussen.
Det er jo ham, der hele tiden er i pressen (f.eks. med titlen ”kongemager”), og han sørger for, at alle, både politikerne og folket, får at vide, at absolut intet kan lade sig gøre uden ham. Og så ryger han gerne pibe, så alle kan se, at han jo er en solid statsmand.
Der er jo bare det, at han kun kan slippe af sted med det show, hvis de andre politikere går med på det.
Moderaterne har 14 medlemmer af Folketinget (endnu), men Liberal Alliance (som vi ikke hører så meget fra) har jo 15 – er 15 medlemmer ikke mere værd end 14, eller kan politikerne ikke finde ud af at regne?
Kære politikere, tag nu og smid dette Løkke-show derhen, hvor det hører hjemme – i skraldespanden.
Løkke er jo i bund og grund et magtmenneske, og han kører dette enmandsshow for at sikre sig selv størst mulig indflydelse og dermed den bedst mulige ministerpost. Helst selvfølgelig Udenrigsministeriet, så han kan rejse verden rundt på skatteydernes regning – 14 mandater er nok ikke tilstrækkeligt til at blive statsminister.
Og, kære politikere, I bliver – alle sammen – nødt til at sluge nogle rå kameler med hud og hår og på skrå, hvis der nogensinde skal komme en eller anden regering.
Hvad med f.eks. denne konstellation: Socialdemokratiet, SF, Venstre og De Konservative? Det giver if. min hovedregning 89 mandater, kun ét mangler for at få de ”nødvendige” 90.
Man kan jo så udvide med Liberal Alliance, eller LA kunne blive støtteparti.
I dette tankespind bliver nok især SF nødt til at øve sig i kamelspiseri, men tænk på bonussen: Moderaterne og deres formands realityshow betyder i denne sammenhæng absolut ingenting.
Det var nok værd at tage med, ikke? For realityshows har nemlig intet med virkeligheden at gøre.