Vi vil hjælpe alle – men nogle unge når aldrig frem i køen

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Jeg er ung, og jeg er træt af fortællingen om, at vi bare er en “generation i krise”.

Ja, mange unge har det svært. Det kan jeg også selv mærke i hverdagen. Pres fra skole, sociale medier og en konstant følelse af at skulle leve op til noget. Men det, jeg savner i debatten, er ærlighed om, hvordan systemet faktisk møder os, når vi søger hjælp.

For sandheden er, at for mange unge er hjælpen ikke bare langsom. Den er for langsom til, at de kan vente.

Ventelisterne til psykolog og udredning er blevet så lange, at nogle af dem, der virkelig kæmper, opgiver undervejs. Ikke fordi de får det bedre, men fordi de bliver fanget i et system, hvor der hele tiden er nogen foran dem i køen.

Og når man i forvejen har det dårligt, kan ventetid føles som at stå stille i noget, der hele tiden bliver værre.

Det er et problem, vi ikke taler nok om.

Vi har skabt et system, der forsøger at hjælpe alle, men i praksis betyder det, at nogle aldrig når frem. Og når hjælpen endelig kommer, er det ofte efter så lang tid, at problemerne har vokset sig større, tungere og mere fastlåste.

Det er ikke dem, der arbejder i systemet, der er problemet. Men vi er nødt til at forholde os til, at et system med uendelige ventelister ikke bare er ineffektivt. Det kan være direkte skadeligt for dem, der har mest brug for hjælp.

Samtidig er vi blevet meget hurtige til at sætte ord på mistrivsel. Diagnose, udredning, forløb. Men midt i alt risikerer vi at glemme dem, der aldrig kommer så langt.

For hvad hjælper det at tale om flere rettigheder til hjælp, hvis man reelt ikke kan få den i tide?

Jeg mener, vi er nødt til at turde gentænke hele tilgangen.

Vi skal stadig tage mistrivsel alvorligt, men vi skal også turde sige, at et system, hvor nogle må give op i køen, ikke er godt nok. Vi skal finde løsninger, hvor hjælp ikke afhænger af, hvor hurtigt man kan komme igennem et overbelastet system.

Og vi skal turde stille det ubehagelige spørgsmål: Hvad er værst: at nogle unge ikke bliver set, eller at de bliver set for sent?

Og måske er det her det mest ærlige spørgsmål, vi kan stille os selv:

Hvis vi har bygget et system, hvor nogle unge giver op i ventekøen, før de overhovedet når frem, er det så et system, der hjælper dem, der har det sværest?

Eller er det bare et system, der ser ud, som om det gør det?

For hvis svaret er det sidste, så er problemet ikke kun ventelister. Så er problemet, at vi har accepteret dem.