Skiiiidegodt, Zuckerberg? Nej tak

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Skiiiidegodt, Zuckerberg?

Nej. Skiiiidegodt, Egon.

For det ene navn tilhører en global techmilliardær, som fylder vores hverdag med platforme, støj og egen dagsorden. Det andet tilhører en fiktiv småkriminel i bowlerhat, som til gengæld har givet generationer af danskere noget langt mere værdifuldt: et fælles sprog, fælles referencer og følelsen af at høre til i den samme fortælling.

Det er præcis dét, regeringsforhandlingerne også burde handle om.

For når partilederne sætter sig bag lukkede døre for at forhandle ministerposter, økonomi og sikkerhed, er der en risiko for, at kulturen igen bliver reduceret til pynt. Noget, man kan tage til sidst. Noget, der ikke haster. Noget, der altid må vige for de store dagsordener. Det er en fejl.

I en tid, hvor politikerne taler om åndelig oprustning og vil indføre totalberedskab, bør de tænke på kultur. For kultur er en del af fundamentet. Det er gennem dansk film, tv, nyhedsdækning, litteratur, musik, scenekunst og kunstnere osv., at vi lærer os selv at kende. Det er her, vi finder de fortællinger, billeder og stemmer, som binder os sammen på tværs af generationer, geografi og sociale skel. Det er her, vi opdager, at vi har mere tilfælles, end vi tror.

Og netop derfor er kulturpolitik ikke bare kulturpolitik. Det er også identitetspolitik i ordets bedste forstand. Det er demokratipolitik. Det er sammenhængskraft.

I disse år bliver vores fælles offentlighed stadig mere overtaget af globale techplatforme, som hverken har ansvar for dansk sprog, dansk kultur eller dansk sammenhængskraft. De har ansvar over for deres aktionærer. Algoritmerne belønner det hurtige, det ekstreme og det vanedannende. Ikke det fælles. Ikke det fordybende. Ikke det, der gør os klogere på hinanden og ikke forskellen på sandt og falsk.

Hvis ikke politikerne tager det alvorligt, overlader vi i stigende grad vores kulturelle fællesrum til internationale markedskræfter, der er ligeglade med Danmark. Det bør få alarmklokkerne til at ringe i ethvert forhandlingslokale.

Et land hænger ikke kun sammen på grund af skattelettelser, arbejdsudbud og sikkerhedspolitiske analyser. Et land hænger også sammen gennem det, vi griner af, græder over, synger med på og genkender os selv i. Et land hænger sammen i kraft af kultur.

Derfor er spørgsmålet ikke, om kultur skal med i regeringsforhandlingerne.

Spørgsmålet er, hvordan man kan forsvare, at kulturen ikke er med fra begyndelsen.

Danmark har brug for stærke kulturinstitutioner. Danmark har brug for investeringer i kreative erhverv, der både skaber arbejdspladser, eksport og nye danske fortællinger. Danmark har brug for politikere, der forstår, at kultur ikke bare er underholdning, men infrastruktur for demokrati og fælles historier.

Det skal være en plan for, hvordan dansk kultur fortsat skal kunne samle os i en tid, hvor alt andet trækker os fra hinanden. En plan for, hvordan vi beskytter det fælles mod algoritmernes ligegyldighed. En plan for, hvordan vi bevarer et Danmark, der ikke kun er konkurrencedygtigt, men også genkendeligt for sig selv.

Egon Olsen havde altid en plan. Det bør regeringen også have.

Følgende debattører er også underskrivere:

Thomas Sandberg, Forperson, Dansk Musiker Forbund, Roar Skau Olsen, Forperson, FAF, Marie Thams, Forperson, Billedkunstnernes Forbund, Henrik Vagn Christensen, Bestyrelsesleder, Dansk Kapelmesterforening, Claus Ankersen, Forperson, Danske Skønlitterære Forfattere, Johanne Prahl Steffensen, sekretariatschef, Danske Sceneinstruktører, Anne Sofie Hammer, Forperson, Dansk Forfatterforening