Vi kan ikke håndtere al den frigørelse: Tilbage i lænkerne med os

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Den schweiziske oplysningsfilosof Jean-Jacques Rousseau er vel nok mest kendt for at have skrevet: »Mennesket er født frit, men overalt ligger det i lænker.« En relativt simpel tankestrøm, men som alligevel har formet det vestlige menneskes måde at forstå verden på betydeligt.

Men hvad nu, hvis Rousseau tog fejl, og det vestlige menneske har levet på en løgn eller en misforståelse, der har resulteret i, at det moderne menneske mistrives? Hvad nu, hvis mennesket omvendt er født i lænker, hvori det faktisk trives, men overalt forsøger at frigøre sig? Til skade for sig selv. Til gavn for ingen.

Meget kunne i hvert fald tyde på, at denne radikale frigørelsesideologi i virkeligheden har efterladt mennesket uden retning.

Helt tilbage fra menneskets første skridt på Jorden har det aldrig ageret som et isoleret individ. Det var indlejret i en orden, der rakte ud over dets egne ønsker. Først i jægersamlerforstand og senere i familien, kulturen, religionen og nationen, som ikke udgjorde begrænsninger, men rammer, hvori menneskelivet kunne udfolde sig både evolutionært og meningsfuldt. I dag er denne forståelse i vid udstrækning blevet fortrængt.

Når fællesskabet marginaliseres til et valg, mister det sin forpligtende karakter. Det bliver noget, man deltager i, så længe det tjener ens egne behov. Når det ikke længere tjener egoet, kan det uden videre forlades. Dermed forsvinder den gensidighed, som tidligere var kernen i sociale relationer. Fællesskabet bliver skrøbeligt, fordi det hviler på individets skiftende præferencer frem for på en fælles forståelse af pligt og ansvar.

Denne udvikling hænger tæt sammen med en bestemt opfattelse af frihed. Frihed forstås ikke længere som evnen til at leve i overensstemmelse med noget større end én selv, men som evnen til at undgå bindinger. Enhver forpligtelse opfattes som en potentiel begrænsning, og enhver norm som en trussel mod autonomien. Resultatet er en kultur, hvor det at stå alene fremstår som det højeste ideal. Det er nok også derfor, det højeste, det moderne menneske kan opnå, er at være strong and independent.

Men mennesket er ikke skabt til at stå alene. Det er et relationelt væsen, der finder sin identitet i samspil med andre. Når disse relationer svækkes, opstår der et tomrum, som ikke uden videre kan udfyldes af individuel selvrealisering. Tværtimod ser vi i disse år en stigende oplevelse af rodløshed og meningsløshed, særligt blandt unge. Trods hidtil usete muligheder for at forme deres egne liv synes mange at mangle en grundlæggende forankring.

Men måske er det ikke så underligt. En anden filosof, nemlig tyske G.W.F. Hegel, hævdede, at menneskets selvbevidsthed først træder frem i mødet med den anden. Hvis denne indsigt står til troende, må den forestilling om selvrealisering, som i dag dyrkes så intenst, vise sig at hvile på en misforståelse. For hvordan kan det ellers være, at den kultur, der hylder friheden, samtidig oplever så meget mistrivsel?

Det er her, de traditionelle fællesskaber viser deres betydning. De tilbyder ikke blot tilhørsforhold, men også en forståelsesramme, hvori livet giver mening.

Familien er ikke blot en social konstruktion, men den mest grundlæggende og uomgængelige ramme for menneskets gensidige afhængighed. Kulturen er ikke blot en samling vaner, men en historisk kontinuitet og den røde tråd, der forbinder generationer. Religionen er ikke blot en privat overbevisning, men en orientering mod noget større, der transcenderer det enkelte menneske.

Og nationen er ikke blot en administrativ enhed eller et geografisk areal, men et skæbnefællesskab baseret på delt historie, kultur, ånd og sprog. Uden sådanne rammer reduceres livet til en række tilfældige valg, der ikke nødvendigvis hænger sammen.

Det betyder ikke, at individet skal underordnes fællesskabet i enhver henseende. Der er ingen tvivl om, at flere af de frihedsfremskridt, som det moderne samfund har bragt, har været værdifulde. Men friheden må forstås i en bredere sammenhæng. Den må ses som noget, der forudsætter en vis orden, snarere end som noget, der kan eksistere uafhængigt af den.

Det moderne menneske synes i vid udstrækning at have glemt denne sammenhæng. I jagten på selvrealisering har det løsrevet sig fra de strukturer, der tidligere gav livet retning.

Resultatet er ikke nødvendigvis større lykke, men ofte større usikkerhed og dertil mistrivsel. For når alt kan til- og fravælges, bliver ansvaret for livet uendeligt tungt. Og når der ikke findes nogen overordnet målestok for, hvad der er værdifuldt, bliver det vanskeligt at træffe netop de valg, der opleves som meningsfulde.

Derfor er det nødvendigt at genoverveje forholdet mellem individ og fællesskab. Ikke ved totalt at afvise det moderne, men som en kritisk refleksion over dets begrænsninger. Det handler om at genopdage værdien af det, der ikke er valgt, men givet. Det, der ikke kan ændres efter forgodtbefindende, men som kan danne grundlag for en meningsfyldt tilværelse.

En sådan genopdagelse kræver mod. For det er langt lettere at følge tidsånden end at stille spørgsmål til den. Men hvis vi tager den udbredte mistrivsel alvorligt, er det nødvendigt at gøre netop dette. Vi må turde hævde, at ikke alle former for frihed er lige værdifulde. At frihed uden forpligtelse fører til tomhed og mistrivsel. Og at mennesket først finder sig selv i relation til et andet menneske og til noget, der er større end det selv.

Det indebærer også en erkendelse af, at ikke alle værdier kan forenes. Hvis fællesskaberne skal bevares som meningsbærende institutioner, kræver det en vis grad af sammenhængskraft. Det er ikke muligt at opretholde et fællesskab, hvis dets grundlæggende normer konstant udfordres eller opløses. Der må eksistere en kerne af fælles forståelser, som ikke uden videre kan relativiseres.

Dette er særligt en udfordring i denne tid, hvor pluralisme ofte opfattes som et mål i sig selv. Men uden en vis grad af fælles grundlag risikerer samfundet at fragmentere. Og i et fragmenteret samfund bliver det vanskeligt at opretholde de fællesskaber, som netop er nødvendige for menneskelig trivsel.

Derfor må vi insistere på, at fællesskabet ikke blot er et middel til individuel selvrealisering, men en værdi i sig selv. Det er ikke noget, man deltager i, når det passer en, men noget, man er en del af, uanset om det er bekvemt eller ej. Det er i denne forpligtelse, at livet får sin dybde.

Det moderne, vestlige menneske har fået meget af dets liberale mindset. Men det har også mistet noget vigtigt undervejs. Nemlig nogle af de helt grundlæggende rammer tilværelsen selv. Og hvis vi ønsker at genfinde en mere stabil og meningsfuld tilværelse, må vi vende blikket mod de fællesskaber, der har formet os.

For uden forpligtende fællesskaber forbliver friheden udhulet. Og uden forpligtelse bliver livet meningsløst.