Når arbejdet slider mennesker op, betaler vi alle prisen

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Der er noget, der er gået skævt i vores samfund.

Vi taler om mangel på arbejdskraft. Om behovet for at rekruttere fra udlandet. Om hvordan vi får flere i arbejde. Men vi taler alt for lidt om det mest oplagte spørgsmål: Hvorfor er der så mange, der ikke længere kan holde til deres arbejde?

Som tidligere tillidsrepræsentant og gymnasielærer gennem 14 år har jeg set det ske lige foran mig. Dygtige kolleger, der langsomt blev mere stille. Elever og mennesker i min nære omgangskreds, der mistede fodfæstet. Mennesker med engagement og vilje – som knækkede under et pres, der blev lidt større år for år.

Stress er ikke bare et individuelt problem. Det er et samfundsproblem.

I efteråret skrev en mand til mig. Han fortalte, at han havde mistet sin arbejdsevne på grund af stress. Ikke fra den ene dag til den anden – men langsomt. For hverken han selv eller arbejdspladsen reagerede i tide.

Han beskrev også det stigma, der stadig er om stress. Hvordan det gjorde det sværere at sige fra. Sværere at blive taget alvorligt. Sværere at være i den interne konkurrence på arbejdspladsen.

Og så skrev han noget, jeg ikke har glemt: at sorgen over at have mistet sin arbejdsevne ikke kun handler om økonomi – men om identitet. Om ikke længere at kunne svare på det spørgsmål, vi så ofte stiller hinanden: Hvad laver du så?

Når arbejdet fylder så meget i vores forståelse af os selv og hinanden, så rammer det ekstra hårdt at miste det.

Det handler om et arbejdsmarked, der slider. Et arbejdsmarked, der tager mere, end det giver.

Ifølge Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø oplever omkring hver fjerde lønmodtager symptomer på stress. Samtidig viser tal fra FH, at over 430.000 danskere føler sig alvorligt stressede i hverdagen. Stress koster hvert år det danske samfund anslået mindst 50-55 mia. kr. i sygefravær, tabt produktion og behandling.

Hvert år er der titusindvis af danskere, der bliver sygemeldt med stress. Mange vender aldrig tilbage til arbejdsmarkedet i samme omfang som før, og nogle mister deres arbejdsevne varigt. Det betyder ikke bare noget for det enkelte menneske – men også for vores fælles økonomi og vores evne til at få samfundet til at hænge sammen.

For samtidig står vi med en massiv mangel på arbejdskraft. Beskæftigelsen er rekordhøj, og analyser peger på, at Danmark i de kommende år vil mangle op mod 90.000 medarbejdere.

Og manglen er særlig tydelig i velfærdsfagene. Vi mangler pædagoger, social- og sundhedsmedarbejdere og sygeplejersker – mennesker, der hver dag får vores fælles velfærd til at fungere. Samtidig er det netop i de fag, at mange oplever stress og omsorgstræthed.

Det hænger sammen. For når arbejdspresset bliver for stort, og tiden til kerneopgaven bliver for lille, så bliver det både sværere at blive i jobbet – og sværere at rekruttere nye.

Det er svært at få unge til at vælge uddannelser, hvor de kan se, at mange forlader faget igen efter få år, eller hvor arbejdslivet fra starten opleves som så presset, at det er svært at holde til. Dermed bliver stress ikke bare et arbejdsmiljøproblem. Det bliver et rekrutteringsproblem.

Og det er her, vi overser noget helt grundlæggende i den politiske debat. Vi taler ofte om at hente arbejdskraft udefra, hvilket i sig selv kan være krævende pga. sprog og kultur. Men det løser heller ikke det grundlæggende problem, hvis vi samtidig mister dem, vi allerede har.

Hvis arbejdsforholdene er så pressede, at mennesker bliver syge, så vil udfordringen bestå – uanset hvor arbejdskraften kommer fra. Derfor bør første prioritet være at skabe et arbejdsmarked, som mennesker kan holde til. Men her er det paradoksale: Vi diskuterer, hvordan vi får flere ind – mens alt for mange falder ud.

Hver gang et menneske må forlade arbejdsmarkedet på grund af stress eller nedslidning, mister vi ikke bare arbejdskraft. Vi mister erfaring. Fællesskab. Menneskelig værdi. Trivsel i familien. Livskvalitet.

Jeg har siden mødt flere i samme situation. Mennesker, der kæmper sig tilbage – nogle gange bare for at kunne arbejde få timer om ugen. Og det gør en forskel. Ikke kun økonomisk. Men menneskeligt. For det handler også om værdighed. Om at kunne bidrage. Om at føle sig som en del af noget.

Mange stressramte fortæller, at de begynder at trække sig fra sociale fællesskaber, fordi spørgsmålet om arbejde fylder så meget. Det burde få os til at stoppe op. For mennesker er mere end deres arbejdsevne. Det er i mine øjne uacceptabelt, men også et politisk valg.

Lige nu står vi i en situation, hvor vi ikke ved, hvilken regering Danmark får. Og det er ikke ligegyldigt. For der er en reel politisk forskel.

De venstreorienterede partier er villige til at tage fat om roden af problemet. De vil bremse den automatiske stigning i pensionsalderen. De anerkender, at ikke alle kan arbejde lige længe – og at et retfærdigt samfund tager hensyn til det. For sandheden er, at nedslidning rammer skævt. Stress rammer skævt.

Derfor handler det også om, hvordan vi som samfund ser på værdi. For et menneskes værdi kan ikke reduceres til, hvor mange timer man kan være på arbejdspladsen. Forældre, der får en hverdag til at hænge sammen. Mennesker, der tager sig af ældre forældre. Frivillige i foreninger og lokalsamfund. Venner, der holder hinanden oppe, når livet gør ondt. Det er også det, der får et samfund til at hænge sammen.

Derfor har vi brug for mere helhedstænkning – og mindre kassetænkning. Mere sund fornuft – og mindre systemlogik. Og et ens pensionssystem tager ikke højde for det. Hvad nu, hvis vi gjorde det anderledes?

Lad mig stille et andet spørgsmål: Hvad nu, hvis vi faktisk lykkedes med at halvere antallet af stressramte? Hvis bare en del af de hundredtusindvis af danskere, der i dag kæmper med stress, kunne blive i arbejde på en sund måde, ville det have enorme konsekvenser:

Det ville give flere hænder på arbejdsmarkedet. Mindre sygefravær. Bedre liv for den enkelte og sundere familier i trivsel.

Og helt konkret: Hvis bare en lille del af de mennesker, der i dag forlader arbejdsmarkedet på grund af stress, kunne blive – så ville det svare til tusindvis af ekstra hænder. Også i velfærden. Det er i virkeligheden den mest bæredygtige rekrutteringsstrategi, vi har.

Jeg mener, at vi skal investere markant i forebyggelse frem for symptombehandling og lappeløsninger. I stedet for at lappe på konsekvenserne skal vi investere, så vi får fat på årsagerne.

Vi ved faktisk godt, hvad der virker: Et bedre psykisk arbejdsmiljø. Mere tid til kerneopgaven. Tydelig ledelse og prioritering. Tidlig indsats, når stress opstår. Mindre unødvendig dokumentation.

Men det kræver i mine øjne tydelig politisk vilje. For det er nemmere at tale om reformer og arbejdsudbud end om arbejdslivets kvalitet.

Det er for de fleste mennesker et spørgsmål om værdighed, og i sidste ende handler det om, hvilket samfund vi vil være. Et samfund, hvor vi presser mennesker til det yderste, og hvor mennesker slides op og skubbes ud? Eller et samfund, hvor vi passer på hinanden?

For mig er svaret lysende klart: Vi skal bygge et arbejdsmarked, hvor mennesker kan holde til at være – hele livet. Hvis vi er dygtige, så lykkes vi endda også med at skabe et arbejdsmarked, hvor mennesker har lyst til at blive lidt længere.

Et samfund bliver ikke rigere af at presse mennesker længere ud. Men af at passe bedre på dem.