Dyrene betaler prisen, når udgifterne til behandling stiger
Kraftigt stigende priser på dyrlægebehandlinger lægger et voksende pres på danske dyreejere og risikerer at få alvorlige konsekvenser for dyrenes sundhed og velfærd.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Priserne i samfundet er steget markant gennem de seneste 10 år. Det gælder alt fra dagligvarer til energi. Men én udvikling vækker særlig bekymring hos os i Dyrenes Beskyttelse: de kraftigt stigende priser hos dyrlægerne.
Ifølge Agria Dyreforsikring er udgifterne til dyrlægebehandlinger i Danmark steget med hele 47 pct. fra 2015 til 2025. En tilsvarende udvikling ses i Sverige, hvor omkostningerne er steget 45 pct. siden 2018, og hvor forsikringspræmierne er fulgt trop med stigninger på omkring 40 pct.
Det er ikke blot tal i en statistik. Det er en udvikling, der har helt konkrete konsekvenser for danske familier – og ikke mindst for deres dyr.
I Dyrenes Beskyttelse oplever vi med stigende bekymring, at flere dyreejere presses økonomisk. Når dyrlægeregningen bliver for høj, tvinger det nogle til at træffe valg, som ingen ansvarlig dyreejer ønsker at stå over for.
Vi er bekymrede for, at flere ejere prioriterer akutte behandlinger frem for forebyggelse. Det betyder færre sundhedstjek, færre vaccinationer og mindre fokus på ting som tandpleje og vægtkontrol. På kort sigt kan det virke som en nødvendig besparelse, men på længere sigt risikerer det at føre til dårligere sundhed hos dyret og i sidste ende dyrere behandlinger.
Dermed er der skabt en ond cirkel, hvor økonomi i stigende grad afgør dyrenes velfærd.
Udviklingen sker, samtidig med at kapitalfonde og store koncerner har opkøbt en voksende del af de danske dyreklinikker. Ifølge både Agria og Tryg har det bidraget til et ændret økonomisk fokus i branchen. Det er derfor positivt, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen følger området, og at myndigheder i både Sverige og Storbritannien undersøger prisgennemsigtigheden i veterinærsektoren. Der er simpelthen brug for mere åbenhed.
Som situationen er nu, er det dog vigtigt, at dyreejerne undersøger prisniveauet hos deres lokale dyrlæger, så det passer til ejernes forventninger og økonomi. Ikke kun prisniveauet i den normale åbningstid, men også prisen om aftenen og i weekender, hvor akutte situationer kan opstå.
Adgangen til nødvendig dyrlægehjælp er en grundlæggende forudsætning for et godt dyreliv. I et samfund som vores bør det ikke være pengepungen alene, der afgør, om et dyr får livsvigtig behandling.
Derfor er der behov for en uafhængig analyse af prisdannelse, konkurrence og ejerforhold i den danske dyrlægesektor. Ligesom vi har brug for, at branchen tager et større socialt ansvar.
Samtidig bør der være politisk opmærksomhed på området. Når markedskræfterne får så direkte betydning for dyrevelfærden, er det ikke længere kun et privat anliggende – det er et samfundsanliggende.
I Dyrenes Beskyttelse vil vi gerne indgå i dialog med både myndigheder og branchen om at skabe løsninger, der kan hjælpe økonomisk pressede dyreejere.
Det er helt afgørende, at vi sammen sikrer bedre adgang til dyrlægehjælp, så ingen dyr kommer i klemme, når priserne stiger.