Drop storbykomplekset: Socialdemokratiets vej tilbage går gennem landdistrikterne
Socialdemokratiet er ikke skabt til at kæmpe om vælgere med andre røde partier i storbyen. Vi er skabt til at samle Danmark. Men i dag er vi afhængige af, at andre bærer os i byerne, mens vi selv taber resten af landet.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Til kommunalvalget i 2025 snakkede man rigtig meget om, at Socialdemokratiet stod til at tabe de største byer. Det var en begrundet frygt, men den offentlige debat har overskygget, hvor krisen faktisk påvirker vores landspolitiske situation.
Vi bruger alt for meget tid på at diskutere vores problemer i storbyerne. Alt for meget energi på at jagte vælgere, der allerede har fundet andre røde alternativer. Og alt for lidt fokus på det sted, hvor valgene faktisk bliver afgjort.
For ja, lad os være ærlige. Vi står svagt i de store byer. Vores vælgere flytter sig. Andre røde partier overhaler os. Det er en reel udfordring. Men det er ikke her, krisen afgøres. For samtidig står rød blok ekstremt stærkt i byerne. Der er to røde vælgere for hver blå. Uanset hvordan vi selv klarer os, så bliver byerne røde.
Og netop derfor er det ikke her, valgene bliver vundet eller tabt. Den virkelige kamp foregår et andet sted. Mens vi diskuterer København, mister vi det Danmark, der flytter mandater. I landdistrikterne er forskellen nu alt for stor. Blå blok står med et forspring på 12,8 pct. Det er resultatet af en udvikling, som mennesker kan mærke i deres hverdag. Det er her, valgene afgøres.
I provinsbyerne, i parcelhusene og i det Danmark, hvor det er dødt løb, og hvor vælgerne flytter sig, når hverdagen bliver dyrere, og velfærden dårligere. Det er her, vi har været for fraværende. Vi har talt om ulighed, men accepteret, at den vokser geografisk. Vi har talt om velfærd, men ladet den afhænge af postnummer. Og imens har vi overladt fortællingen om landdistrikterne til blå blok. Det er ikke bare politisk uholdbart. Det er ideologisk forfejlet.
For Socialdemokratiet er ikke skabt til at kæmpe om vælgere med andre røde partier i storbyen. Vi er skabt til at samle Danmark. Men i dag er vi afhængige af, at andre bærer os i byerne, mens vi selv taber resten af landet. Det hænger ikke sammen.
Derfor kræver det også en ny begyndelse. Hvis vi får det, så skal en ny S-ledet regering starte dér, hvor dansk politik har svigtet mest. En reel prioritering af landdistrikterne. Vi skal gøre det attraktivt at skabe arbejdspladser dér, hvor der mangler vækst og udvikling. En progressiv skattemodel, hvor virksomheder får bedre vilkår for at etablere sig og investere i landdistrikterne, er ikke bare erhvervspolitik. Det er en aktiv beslutning om, hvor Danmark skal udvikle sig.
Vi skal stoppe den stille afvikling af lokalsamfund. En garanti om, at der ikke lukkes flere landsbyskoler, er ikke symbolpolitik. Det er et løfte om, at man kan blive boende, skabe en familie og have en fremtid dér, hvor man er. Vi foreslog det i valgkampen, og det bør være i toppen af initiativer, en ny regering leverer på, uagtet sammensætningen af partier.
Og vi skal investere massivt i den offentlige transport. For når bussen ikke kører, så forsvinder mulighederne. For arbejde, for uddannelse og for fællesskab. Mobilitet er ikke en luksus, men Danmark er i dag delt. Når geografisk store kommuner har svært ved at levere ordentlig offentlig transport, lukker samfund. Velfungerende offentlig transport er fundamentet for et Danmark i balance.
Vi skal turde sige det højt: Byerne skal nok være røde. Spørgsmålet er, om resten af Danmark også er det. Hvis vi vil være et reelt folkeparti og fastholde vores plads for bordenden af dansk politik, så kræver det, at vi handler derefter. For ellers sker det uundgåelige, at vi kommer til at kæmpe om byerne. Og i den kamp taber vi Danmark.