Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Vi arbejder os selv i stykker og mister evnen til at tænke nyt

Man skal have ro og mulighed for at zoome ud og se sit arbejde i et større perspektiv i stedet for at lade sig jage.

Peter JensenStuderende, Odense C

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Danmark har høj velstand, fordi vi igennem mange år har tænkt selvstændigt, innoveret og optimeret. Ikke fordi vi har mange nikkedukker, som siger: ja, chef, skal nok.

For mange unge fylder studie, studiejob, sociale medier, perfekthedskulturen og et konstant pres for at præstere og nå korte deadlines og KPI’er meget i hverdagen.

Der er ikke plads til at stoppe op, tænke og overveje, reflektere og komme med idéer, nej, man skal sprinte for at klare sig.

På arbejde hedder det: ja, chef, du har rapporten ASAP. Strava bimler og bamler, husk din streak, løb en tur, ellers bliver du overhalet.

Husk lige at svare på Snapchat med et meningsløst billede af dig selv, ellers mister du dit streak, og så vil alle glemme dig.

Men jeg skal også huske at læse alt pensum, skrive noter og lave 100 øveprøver, ellers får jeg ikke 12 og bliver ansat hos Deloitte eller McKinsey. Hvis jeg ikke sover otte timer og kommer i fitness, så bliver jeg aldrig Kåre Quist.

Når unges hverdag kun handler om at nå deadlines, være konstant velforberedt, træne fem gange om ugen, ikke misse en eneste chat eller snap, så bliver vi reduceret til at reproducere og ikke skabe.

Ikke sagt, at man skal dovne den på sofaen og spille bip-bip-spil mange timer i døgnet. Men mange arbejdstimer er ikke det samme som høj værdi. Det ser vi allerede i Danmark, hvor produktiviteten er høj, selvom vi arbejder færre timer end mange andre lande.

Men her er vi ikke på vej hen. Vi har skabt en kultur, hvor travlhed er blevet et succeskriterium i sig selv.

Flere undersøgelser peger på maks. stress og mistrivsel blandt unge. Det burde få alle alarmklokker til at ringe. De unge og dermed den næste generation er presset til det yderste. Hvordan skal de så kunne løfte samfundet videre? Innovation kræver overskud og ikke udmattelse.

Dermed ikke sagt, at man ikke skal arbejde og fokusere på sin karriere, for det skal man, det giver en masse selvrealisering og er en motivationsfaktor i sig selv, som giver mindre stress.

Men man skal have ro og mulighed for at zoome ud, se sit arbejde i et større perspektiv og stille sig selv spørgsmål som: Kan jeg gøre dette smartere?

Så lad os holde fast i det, som har skabt vores velstand: produktiviteten. Og ikke bare være nikkedukker, som skal knokle for at holde hovedet oven vande og lade hverdagen tage over i en stræben efter at være perfekt og være med til alt.

Artiklens emner
Ledelse
Stress