Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Lad os nu få et nyvalg og få hævet spærregrænsen inden

Reglerne skal ændres, så vi slipper for alt det løsgængeri.

Bjarne Nygaard PedersenFhv. statsautoriseret revisor, Randers NV

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Nu er der gået mere end tre uger efter valget, uden der er noget som helst tegn på, at der snart kan dannes en ny regering. Lars Løkke Rasmussen har bl.a. sagt, at der efter hans vurdering kan gå en måned mere, inden det sker.

Lad os få et nyvalg, når man blot inden får vedtaget at hæve spærregrænsen til 4 eller 5 pct., som man har det i Sverige og Tyskland. Så får vi ryddet op i småpartier, som er til hinder for, at vi kan få et effektivt og beslutningsdygtigt Folketing.

Og når man så er ved at foretage ændringer til reglerne for Folketinget, bør man endnu en gang se på reglerne for aflønning af Folketingets nye medlemmer. Pr. 1. april 2026 får et folketingsmedlem ca. 1.140.000 kr. om året. Når gennemsnitslønnen i Danmark i 2026 ligger på ca. 570.000 kr. om året, er det svært at se, hvorfor forskellen skal være så stor.

Sidst, men ikke mindst, bør man også få ryddet op i roderiet med løsgængere, hvor vi allerede nu er oppe på tre af slagsen, inden Folketinget reelt er startet på sit arbejde.

Antallet af løsgængere har været stigende i de senere år, og det er ikke holdbart. Hvis man bliver ekskluderet eller melder sig ud af sit parti, skal der indkaldes en suppleant.