Isaksens kommentar om Samira Nawas danskhed var unødigt klodset

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Den udlændingepolitiske debat har i de seneste dage primært handlet om, hvorvidt specifikke personer er danskere.

Debatten kommer som følge af det nyvalgte folketingsmedlem for Borgernes Parti Nadja Natalie Isaksen, som i en kommentar på X skriver, at folketingsmedlem for Radikale Venstre Samira Nawa ikke nødvendigvis er dansk – på baggrund af en filosofisk betragtning om forskellen mellem en hest og en kat.

Selvom debatten i dette tilfælde kunne virke latterlig, hvis det ikke var for de gravalvorlige implikationer, er definitionen af danskhedens natur selvfølgelig en vigtig debat at have, især i en udlændingepolitisk sammenhæng.

Jeg vil dog benytte lejligheden til at slå fast, at hjemsendelsespolitik ikke skal være designet af, hvem enkelte politikere og personer mener kan blive danske.

Når man taler om hjemsendelser, må man skelne mellem dem, som aktivt skal deporteres, og dem, der skal motiveres til at forlade landet.

Sidstnævnte er særligt relevant i denne sammenhæng. Når hjemrejse skal motiveres, kan det både være med økonomiske tiltag såsom repatrieringsstøtte og ved at forhindre udanske praksisser, så de, der insisterer på at holde fast i dem, bliver nødt til at rejse.

De, der til gengæld sagtens kan leve med at erstatte deres islamiske tilværelse med en dansk tilværelse og på den måde assimilere sig i samfundet, vil formentlig vælge at blive i Danmark, hvor de vil være et fuldgyldigt medlem af det danske samfund.

Derfor vil der ikke være behov for at komme med beskyldninger mod den enkelte indvandrer.

Hvis vi gør en dansk tilværelse til et ultimativt krav, vil de brodne kar automatisk blive sorteret fra, helt uden Isaksens klodsede analogier.