Religionsfrihed er ikke en fribillet til at hylde autoritære regimer

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

En prædiken i Imam Ali Moskeen i København, hvor Irans daværende øverste leder, ayatollah Ali Khamenei, blev fremhævet som forbillede, har udløst debat. Sagen blev omtalt i Berlingske den 12. marts og rejser et principielt spørgsmål: Hvordan bør et demokrati reagere, hvis frihedsrettigheder bruges til at hylde en leder, der i næsten fire årtier stod i spidsen for et regime præget af brutal undertrykkelse og omfattende menneskerettighedskrænkelser?

Danmark værner med rette om sine frihedsrettigheder. Grundlovens §77 fastslår, at enhver er berettiget til frit at offentliggøre sine tanker i tale og skrift, mens §67 beskytter borgernes ret til at dyrke deres religion. Disse bestemmelser er blandt de vigtigste garantier for et åbent samfund. De giver også religiøse ledere frihed til at udtrykke deres teologiske og politiske synspunkter.

Netop derfor er det vigtigt at føre diskussionen præcist. Sagen handler ikke om at mistænkeliggøre danske muslimer som helhed, og den handler heller ikke om at begrænse religionsfriheden. Religionsfriheden er en grundpille i det danske demokrati. Men frihedsrettigheder fritager ikke samfundet for at stille kritiske spørgsmål til de budskaber, der formidles fra religiøse talerstole.

I den konkrete sag fremhæves lederen af et autoritært regime som forbillede, samtidig med at hans kamp mod Vesten og Israel fremstilles som værd at følge. Det rejser et legitimt spørgsmål: Hvilke værdier formidles til menigheden, og hvilket politisk verdenssyn forsøges normaliseret?

Ytringsfriheden i Danmark er vidtgående, men den er ikke uden ansvar. Grundlovens §77 fastslår netop, at man kan drages til ansvar ved domstolene for sine ytringer. Straffeloven sætter grænser for opfordringer til vold og terror, og gennem Den Europæiske Menneskerettighedskonvention har Danmark anerkendt, at visse ytringer kan begrænses, hvis det er nødvendigt for at beskytte et demokratisk samfund.

Et centralt princip i europæisk menneskerettighedsret er, at frihedsrettigheder ikke må misbruges til at underminere demokratiet selv. Dette princip fremgår blandt andet af artikel 17 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, der netop skal forhindre, at demokratiske friheder bruges til at fremme antidemokratiske ideologier.

Den leder, der blev fremhævet i prædikenen, stod i spidsen for et regime med en lang historie af brutale overgreb mod sin egen befolkning. Allerede i 1988 blev tusindvis af politiske fanger henrettet efter summariske retssager i det, der i dag omtales som en af de største politiske masselikvideringer i Mellemøstens nyere historie. Siden da er dødsstraf fortsat blevet anvendt i et omfang, der år efter år placerer Iran blandt de lande i verden med flest henrettelser pr. indbygger.

Under protesterne i 2022 efter Mahsa Aminis død slog regimet brutalt ned på demonstranter. Hundredvis blev dræbt, tusindvis arresteret, og flere unge demonstranter blev senere henrettet efter hastige retssager. Kvinder lever fortsat under tvangslove, der begrænser deres frihed, og religiøse og etniske minoriteter udsættes for systematisk diskrimination.

Det er denne politiske virkelighed, der ligger bag den leder, som i prædikenen blev fremhævet som et forbillede.

Et åbent samfund skal kunne rumme stærke og kontroversielle holdninger. Religionsfriheden beskytter også ytringer, man kan være dybt uenig i. Men demokratiet har samtidig en legitim interesse i at beskytte sig mod ideologier og politiske projekter, der arbejder imod dets grundlæggende værdier.

Derfor står et afgørende spørgsmål tilbage: Er dansk lovgivning stærk nok til at forhindre, at frihedsrettigheder misbruges til at legitimere autoritære regimer, eller er tiden kommet til at styrke beskyttelsen af det demokrati, disse friheder hviler på?