Landmænd! Vi kan ikke bære det mere
Ansvarlige politikere bør omlægge hele den nuværende landbrugsstøtte væk fra konventionelt og forurenende landbrug.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Vore fjorde har åndenød. Drikkevandet er truet af nitrat og pesticider. Men det kan ikke komme bag på nogen.
For godt 35 år siden startede min journalistkarriere på et landbrugsmedie. Jeg sad til det ene landbrugsmøde efter det andet gennem et par år. Allerede dengang drøftede politikere og Miljøstyrelsen de første spæde skridt til det, der senere blev til vandplanerne. I dag kan vi se, at intet af det har hjulpet.
Der blev gjort for lidt, fordi politikerne bøjede sig for landbrugslobbyen.
Jeg håber, det slutter nu.
Men jeg frygter, at det endnu en gang ender i undersøgelser, forhaling og massiv økonomisk støtte til et erhverv, der er kørt helt af sporet. Og formentlig endnu en gang understøttet af landbrugets parti: Venstre.
For som de siger: “Venstre – ved du, hvor du har.”
Og jeg må tilføje: De værner til stadighed om landbrugets ret til at forurene vores grundvand og vore fjorde. Koste hvad det vil.
Vi almindelige borgere ønsker ikke endnu en minkskandale, hvor statens midler i overflod skal understøtte et erhverv med produktionsmetoder, der hører fortiden til.
Som svar på de riges trusler om at ville forlade Danmark, hvis der indføres en formueskat, vil jeg sige: Vi andre kan også finde på at forlade Danmark, hvis vi gennem vores skatter endnu en gang skal betale for landbrugets forurening.
De må selv til lommerne. Omstille eller lukke deres produktion.
Andre erhverv bliver også disruptet. Så må man finde sig et andet job. Det må landmændene også, hvis de ikke kan omstille sig til en bæredygtig drift. Længere er den ikke.
Men de tjener penge til Danmark, lyder et argument for at opretholde produktionen. Men det er faktisk ikke sandt. En analyse fra Deloitte viser, at når miljø- og sundhedsskader fra landbruget regnes med, overstiger omkostningerne værdiskabelsen. Hollandsk landbrug skaber cirka 13 mia. euro i værdi – men påfører samfundet miljøskader for omkring 18 mia. euro.
Resultatet er et årligt underskud på omkring 5 mia. euro. Det samme er formentlig tilfældet i Danmark.
Ansvarlige politikere bør i stedet for at opfinde nye kompensationsordninger omlægge hele den nuværende landbrugsstøtte væk fra konventionelt og forurenende landbrug til fordel for de visionære landmænd, der omlægger hele deres produktion til økologi. Hvorfor lovgiver man ikke bare om det?
Det bør være slut med at statsstøtte forurening.