Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Vanopslagh er ramt af usmagelig hetz

Der er forskel på folk – specielt hvis de truer din egen magt.

Eva Terndrup, pensionist, Lindelse

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Alex Vanopslagh er jaget vildt i disse dage. Hvad har manden nu bedrevet?

Jo, han har indrømmet at have taget kokain en eller to gange, mens han har været partileder for LA.

Det skulle så gøre ham uværdig som politiker, partileder, statsministerkandidat m.m.

Jeg er imod alle former for brug af rusmidler, men når det er sagt, så synes jeg, at denne hetz mod Alex Vanopslagh er usmagelig.

Vores kulturminister, Jakob Engel-Schmidt, sidder på en ministertaburet, men har en narkodom i bagagen. Hvad siger Troels Lund Poulsen, Mette Frederiksen og alle de andre skinhellige til det?

Liberal Alliances partileder er borgerlig, det er hans største problem. Den siddende regering tåler ingen seriøs modstand, og det har de i Alex Vanopslagh.

Før var det Morten Messerschmidt fra DF, der skulle slagtes, og nu går man efter LA. Hvis de får held med at ødelægge Alex Vanopslagh, så må kulturministeren være den næste, der står for tur. Der må gælde ens regler for alle.

Nåh nej, det gør der ikke.

Statsministeren lukker et helt erhverv, og der sker intet, men en politiker indrømmer, at han har taget coke et par gange, så er Fanden løs i Laksegade.