Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Til kamp mod bureaukratiet: Danmark har brug for en byrdeminister

Mads Borch HeePolitisk chefkonsulent, SMVDanmark

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Siden Poul Schlüter ikke havde fejet noget ind under gulvtæppet, har kampen mod bureaukratiet været på den politiske dagsorden. Skiftende regeringer har holdt politiske skåltaler om behovet for færre regler og mindre bøvl for virksomhederne. Men udviklingen er kun gået én vej.

Bureaukratiet er vokset, og byrderne for virksomhederne er blevet større.

I 2024 steg erhvervslivets administrative byrder med omkring 10 mia. kr. Samtidig anslår SMVdanmark, at danske virksomheder hvert år bruger omkring 49 mio. arbejdstimer på at håndtere regler, dokumentation og administrative krav. Tid og ressourcer, som ellers kunne være brugt på at skabe vækst, innovation og arbejdspladser.

Det rammer især små og mellemstore virksomheder hårdt. Hvor store virksomheder ofte har afdelinger til at håndtere regler og dokumentation, er bureaukratiet i mange mindre virksomheder noget, som ejeren selv må klare efter fyraften.

I den nuværende regeringsperiode har en minister for alvor taget kampen op mod bureaukratiet – nemlig transportminister Thomas Danielsen.

Indsatsen har været stor, men er i den brede offentlighed gået ubemærket hen. Det illustrerer den centrale udfordring, at der er meget lidt politisk kapital i faktisk konkret at reducere bureaukratiet. Resultatet er, at ansvaret for afbureaukratisering i dag ligger spredt ud over mange ministerier. Når det er alles ansvar, bliver det i praksis ingens ansvar.

Hvis en kommende regering reelt vil levere på ambitionen om færre byrder, kræver det derfor et klart politisk ansvar. Danmark har brug for en dedikeret byrdeminister.

En selvstændig byrdeminister skal have ansvaret for systematisk at reducere de administrative byrder for erhvervslivet. Byrdeministeren skal kunne identificere unødvendigt bureaukrati på tværs af ministerområder, og de ansvarlige ressortministre skal efter et ”følg eller forklar”-princip enten fjerne byrden eller forklare, hvorfor den er nødvendig.

Samtidig skal byrdeministeren løbende redegøre for fremdriften i arbejdet med at reducere bøvl og byrder over for Folketinget. På den måde bliver indsatsen ikke bare gode intentioner, men en konkret politisk forpligtelse.

Lykkes en kommende byrdeminister med opgaven, vil det være politisk historieskrivning. Det vil i praksis være første gang i et halvt århundrede, at de mange politiske løfter om mindre bureaukrati faktisk bliver indfriet.

Danske virksomheder har ikke brug for flere ord om mindre bureaukrati. De har brug for en regering, der leverer. En byrdeminister vil være et vigtigt skridt på vejen.