Kom hjem, Jyllands-Posten
Jeg håber, at det er slut med en københavneravis ved navn Jyllands-Posten.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Da Marchen Neel Gjertsen for godt to år siden tiltrådte som ansvarshavende chefredaktør for Jyllands-Posten, blev nyheden illustreret med et portræt, der havde Københavns Rådhus som baggrund.
Jeg kunne ikke lade være med at se det som et – sikkert utilsigtet – signal. Og ganske rigtigt, så er avisen siden blevet stadig mere præget af, at virkeligheden anskues fra København. Ofte i det små, men mange bække små gør som bekendt en stor å.
Jeg ser ændringen af synsvinkel som endnu et led i den omsiggribende centralisering omkring hovedstaden. Ikke mindst på medieområdet, hvor både TV 2 og Radio IIII tydeligvis har ændret fokus og mandet op i hovedstaden.
Det, der gør Jyllands-Posten til noget særligt i det danske mediebillede, er først og fremmest den jyske synsvinkel, som signaleres i avisens navn. Hvis den forsvinder, kan man jo som avislæser lige så godt abonnere på for eksempel Berlingske, der jo også er en god avis – og i øvrigt helt åben om sit fokus på København.
Lad derfor denne kommentar være en opfordring til at ansætte en chefredaktør, der har både base og hjerte i det jyske, og som vil evne at standse den bekymrende flytning af avisens redaktionelle tyngdepunkt til landets østlige udkant.
Det ville ærgre mig at se min avis gennem mere end tre årtier ende med bare at blive en københavneravis ved navn Jyllands-Posten.