En kulturpolitisk 2040-vision skal sikre kulturlivet større overskud

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Danmark skal være verdens bedste land at leve i, og derfor skal vi være verdens bedste sted at drive virksomhed i. Det gælder for vores erhvervsliv som for de mange virksomheder, der har kultur og kreativitet som kernen i deres forretning.

Det er den enkle rettesnor, som vi i Dansk Erhverv hver dag arbejder efter. Og det reflekteres også i de input, som vi nu tager med til kulturministeren, når han efterspørger pejlemærker til en kulturpolitik, der ser frem mod 2040.

Det kan for nogle måske lyde lige lovligt forretningsnært. Så lad mig starte med at slå fast med syvtommersøm. Danmark har et fantastisk rigt og dygtigt kulturliv, som leverer kunst og oplevelser i verdensklasse. Men ligesom med alt andet skal vi være ambitiøse og sørge for, at kulturlivet står endnu skarpere om 15 år.

Ikke mindst, når konkrete udfordringer presser sig på i kulturen og i vores samfund generelt. Fra digitalisering til grøn omstilling, øget polarisering og en geopolitisk verdensorden i forandring. Det kan både give grå hår, men også mange nye muligheder. Det skal kulturpolitikken være gearet til at kunne frisætte og understøtte.

Dansk Erhverv repræsenterer en bred skare af kulturvirksomheder og kreative erhverv. Derfor er det også den fælles vision, at Danmark i 2040 står med et stærkt og økonomisk bæredygtigt kulturliv, der synligt og med overskud bidrager til udviklingen i og uden for branchen og aktivt bringer kunstens og kulturens iboende styrker og værdier i spil i de overordnede samfundsudfordringer og udviklingsmuligheder.

Når det gælder de grundlæggende rammevilkår, flugter de med erhvervslivets. Vi skal selvfølgelig sørge for, at produktiviteten i kulturlivet er høj, ligesom der skal være incitamenter til at investere i kulturen.

Det er også centralt, at kulturlivet er opdateret på forskning og viden og har de nødvendige kompetencer, der kan sikre digital og bæredygtig omstilling og styrket forretningsudvikling. Og så skal vi med rettidig omhu sørge for at mindske bureaukrati og administrative byrder og give stabile reguleringsvilkår. En meget vigtig, men ofte også overset opgave.

Blandt det særegne ved kulturlivet er det tætte samspil mellem det almennyttige og kommercielle virke. Et museum har ligesom en festival, et spillested, en zoologisk have, et symfoniorkester, en biograf, et mediehus, en film- eller computerspilsproducent flere bundlinjer at tage hensyn til. Attraktive kulturtilbud bidrager til velfærden, men det kræver også en god og sund økonomi at få tingene til at hænge ordentligt sammen.

En vigtig debat frem mod 2040 bør derfor være at sikre balancen, der betinger dette særlige samspil, så kulturlivets aktører ikke bliver straffet for at tjene deres egne penge, men også, så det ikke fremstår konkurrenceforvridende for andre aktører. Fra kommunalfuldmagten til skatteregler er der masser af greb at genbesøge og justere balancen på.

Vi bør også fokusere på langsigtede, strukturelle betingelser og sikre effektive vilkår, der kan gøre kulturområdet mere attraktivt i forhold til investeringer, innovation, iværksætteri og forretningsudvikling. Støtte kan være nødvendig, men må ikke blive en sovepude. Kan vi i endnu højere grad se på kulturstøtten som investeringer, er vi godt på vej.

Det er også vigtigt til stadighed at tage bestik af danskernes kulturbrug og forbruget på kulturoplevelser, så det kan give en langt bedre pejling på effekten af vores fælles investeringer.

Kulturen er derfor hverken en sovepude eller en udgift, men et aktiv, som vi både har pligt til og nye muligheder for at forvalte på bedste vis i de kommende år. Det er derfor en klar ambition herfra at sikre, at kulturlivet i 2040 står med et endnu større overskud til at bidrage positivt til såvel velfærd som velstand.