Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Privatisering giver borgerne kaos

Vores transportminister udviser et besynderligt anarkistisk samfundssyn.

Jens BruunBuschauffør, Vipperød

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Da Folketinget i 2023 vedtog liberaliseringen af postomdelingen, bekræftede Socialdemokratiet med al ynkelig tydelighed, hvor partiet står, når det kommer til kritisk infrastruktur. Og at den nuværende transportminister giver en stor finger til borgernes behov for infrastruktur, der virker, kan ikke komme som en overraskelse, for det har alle dage været en del af Venstres modus operandi at lade vennerne i det pulserende erhvervsliv overtage – og dermed fordyre og forringe – vigtige opgaver, som før lå i hænderne på ansvarlige politikere.

Nu har vi så den (utilsigtede?) bivirkning, at politikerne, som jo ellers gerne vil genvælges til god hyre og gode ben, måske ikke kan blive det, fordi Dao ikke kan finde ud af at udbringe valgkort til vælgerne.

Hvad bliver det næste? Privatisering af politiet og retsvæsenet som i USA? Privatisering af kommunerne? Eller af Folketinget?