Jeg håber ikke, jeg bliver den sidste amerikaner i Danmark

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Tingene bliver stadig mere barske for amerikanere i Danmark, i høj grad takket være Trump-administrationens retorik om at ville – og have behov for – Grønland, og dens tilsyneladende villighed til om nødvendigt at tage den med magt.

Amerikanere har nu opnået pariastatus blandt dette normalt rolige og fornuftige folk. Situationen minder om midten af 1970’erne, da jeg først flyttede hertil. Dengang fjernede universitetsstuderende, som ivrigt ville se Europa med et Eurail Pass og en rygsæk, enhver antydning af amerikansk identitet fra deres tøj og syede i stedet canadiske flagmærker på deres rygsække.

Og det var ikke kun studerende, der blev mødt med danskernes vrede. Selv nye immigranter som jeg, i militær alder, blev slået i hartkorn med løjtnant William Calleys deling, der slagtede dusinvis af landsbyboere under My Lai-massakren i 1968 i Sydvietnam.

Vi amerikanere blev kaldt »babydræbere« af de mere radikale elementer i Danmark. Det var ligegyldigt, om vi nogensinde havde båret en M16 eller tjent i den konflikt – vores identitet blev af nogle knyttet til dem, der havde, og som begik krigsforbrydelser.

Der var ingen flugt dengang, og der er ingen flugt fra forværringen af vores amerikanske identitet nu, hvor vi oplever et nyt lavpunkt i vores forhold til danskerne.

I dag er amerikanske produkter under angreb, idet tusindvis af danskere aktivt boykotter dem (en Facebook-gruppe med næsten 100.000 medlemmer har lovet ikke at købe dem). Danskerne aflyser deres rejseplaner til USA, og de lægger ikke skjul på hvorfor: »Det er Donald Trump.«

Ja, danskerne er vrede – meget vrede – og føler sig svigtet af deres “gamle ven” og mangeårige allierede USA. De giver Donald Trump skylden for det hele og drukner vores venskab.

Selv om der findes mange USA-iagttagere og analytikere her, forstår mange ikke de forandringer, der har fundet sted i USA de seneste 40 år – og hvorfor Donald Trump blev valgt. De ser USA’s problemer som selvskabte og som resultatet af én mands dekreter og politik.

Sandheden er, at Amerika er fanget i en malstrøm, der har suget sund fornuft og rimelighed til sig og har efterladt intet.

Det er ikke mærkeligt, at danskerne er forvirrede, når de ser på os – især den ideologiske stædighed, der splitter os. De spørger mig ofte: »Ved I ikke, hvor heldige I er med alle jeres ressourcer, og hvorfor kan I ikke samarbejde om at løse jeres problemer?«

Deres spørgsmål er relevante, og svarene er enkle: »Nej, vi er ikke taknemmelige nok for det, vi har, og nej, vi kan ikke arbejde sammen, fordi vi står langt fra hinanden ideologisk og er uvillige til at gå på kompromis i de spørgsmål, vi står over for. Vi stoler heller ikke længere på hinanden, og vi kan heller ikke rigtig lide hinanden længere, fordi vores synspunkter er så diametralt modsatte. Derfor stemmer vi, som vi gør, og ender i en ond cirkel af enten handlingslammelse eller magtubalance.«

Jeg frygter, at selv denne viden ikke vil være nok til at opbløde danskernes nu dybt forankrede syn på amerikanere, som ligger på DEFCON 4-niveau (DEFCON betyder Defense Condition Readiness og er en amerikansk militær målestok; niveau 4 er Increased Intelligence Watch). Det betyder, at danskerne befinder sig i en tilstand af let forhøjet beredskab og skærpet opmærksomhed over for mulige trusler fra USA – især på grund af Trump-administrationens politik i forhold til Grønland.

Grønlands sag står centralt i danskernes bevidsthed, men bag denne manifestation af administrationens politik over for Grønland – og dermed over for danskerne – står Donald Trump selv. De foragter ham. De stoler ikke på ham.

De hader hans stil og retorik, og de føler, at han ikke fortjener at være præsident eller repræsentere det amerikanske folk. De mener, han hader Europa og vil gøre alt, hvad han kan, for at sabotere Europa og europæerne – og det gælder dobbelt for Nato og EU.

Med det in mente er det ikke mærkeligt, at fremtrædende danske politikere føler sig opmuntrede til åbent at kritisere ham og ty til vulgariteter og personangreb, som det skete den 21. januar, da det danske medlem af Europa-Parlamentet Anders Vistisen sagde: »Jeg har et par ord til kære præsident Trump. Lyt meget nøje: Grønland har været en del af det danske kongerige i 800 år. Det er en integreret del af vores land. Det er ikke til salg. Lad mig sige det med ord, du måske forstår: Hr. Trump, f* off.«

Vistisen står ikke alene. Mange andre fremtrædende danske politikere, journalister og kommentatorer deler hans følelser og mener, at enhver amerikaner, der bor i Danmark og støtter Trump-administrationens Grønlandspolitik, bør betragtes som en forræder.

I øjeblikket bor der omkring 9.000 amerikanere i Danmark, og jeg mistænker, at mange holder en lav profil i disse dage. Det gør den amerikanske ambassadør også, for han har ikke vist sig offentligt, siden han ankom i november 2025. Han er som et murmeldyr. Jeg håber snart, han dukker op, så vi kan opleve en optøning i vores relationer – og så jeg ikke behøver at være den sidste amerikaner, der forlader Danmark og slukker lyset.