Gondor kalder. Spørgsmålet er: Svarer Vesten?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I den tredje ”Ringenes Herre”-film tændes varselbålene ét for ét i bjergene. Et nødråb sendes videre med flammer frem for ord. Gondor står alene og har nået grænsen for, hvad det kan bære selv. Scenen når sit klimaks, da Aragorn vender sig mod kong Théoden og siger: »Gondor calls for aid!«, hvortil Théoden svarer: »And Rohan will answer.«

Danmark befinder sig i en lignende tid. Selvom ingen varselbål tændes, er nødråbene der alligevel. De kommer ikke fra belejrede byer, men fra et vestligt fællesskab under pres. Spørgsmålet er, om Vesten stadig føler sig forpligtet til at svare.

I den offentlige debat dominerer en opgivende stemning. Før slaget er begyndt, har overskrifterne allerede afgjort, at Vesten er forbi, og at Nato lige så godt kan pakke sammen og gå hjem. Det er en fejllæsning af situationen. Netop i en tid, hvor der tales om åndelig oprustning, er vi tvunget til at tage stilling: Hvis vi ikke selv tror på, at Vesten består, hvorfor skulle resten af Europa så forsvare rigsfællesskabets suverænitet?

Vesten er defineret af nogle få, men afgørende værdier: retsstaten, demokratiet, ytringsfriheden, individets rettigheder og retten til at kritisere magten. Det er ikke abstrakte idealer, men konkrete friheder, der er værd at forsvare.

I dag er disse værdier sat under pres. Ikke kun udefra, men også indefra, hvor tøven, strategisk usikkerhed og politisk bekvemmelighed risikerer at underminere den sammenhængskraft, som Vesten hviler på. Hvis vi virkelig mener, at disse værdier er afgørende, må vi også stå ved dem, når de udfordres. Særligt når presset kommer fra vores tætteste allierede.

For et lille land som Danmark har sikkerhed aldrig handlet om at stå alene, men om klare alliancer og fælles spilleregler. Alligevel opfører vi os i dag, som om dette fundament kan tilsidesættes fra dag til dag, afhængigt af det næste opslag på Truth Social. Der er grænser for, hvor langt solidaritet rækker, hvis viljen til selv at stå fast mangler.

Ruslands invasion af Ukraine er et klart eksempel. Da krigen begyndte, regnede Vladimir Putin med at kunne erobre nabolandet på tre dage. Præsident Zelenskyj blev tilbudt et lift ud af landet. Det afviste han og bad i stedet om ammunition. Ukraine nægtede at give op. Det gør landet stadig mere end tre år senere.

En ting, jeg er stolt af som dansker, er, at Danmark sammen med andre vestlige lande har ydet betydelig militær, økonomisk og politisk støtte. Den opbakning havde næppe været politisk eller moralsk forsvarlig i samme omfang, hvis den ukrainske ledelse fra begyndelsen havde signaleret opgivelse.

Mere end nogensinde i nyere tid har vi brug for at signalere til omverdenen, at Danmark står fast på sine værdier, koste hvad det vil.