Hjælp – jeg drukner i Aula-beskeder

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Siden skolestart i august har jeg modtaget 458 beskeder på Aula. Det er spørgsmål om glemte huer, beskeder om afhentningstider, små bekymringer, store bekymringer, misforståelser, afklaringer og opfølgninger. Mange er velmente, og forældreengagement er både vigtigt og ønskværdigt.

Men mængden af administrativ kommunikation er blevet så massiv, at den tager tid fra det, der burde være lærerens kerneopgave: undervisningen.

Lærerrollen har ændret sig markant gennem årene. I dag er man ikke blot fagperson og pædagog, men også administrator, koordinator og konstant digital kommunikatør. Aula har gjort det nemt at komme i kontakt – måske for nemt. Det betyder, at lærere forventes at være tilgængelige stort set hele tiden, og at grænsen mellem undervisning, forberedelse og administration bliver mere og mere udvisket.

Hver besked tager måske kun et minut eller to at læse og besvare. Men 458 beskeder løber hurtigt op. Det er tid, der tages fra forberedelse, faglig fordybelse og refleksion over undervisningen. Tid, som i sidste ende går ud over eleverne.

Det er ikke en kritik af forældrene. Tværtimod vidner det om engagement og omsorg for børnenes skolegang. Problemet er strukturelt. Vi har skabt et system, hvor læreren konstant skal være på, og hvor administrative opgaver vokser, uden at der følger ekstra tid med.

Hvis vi ønsker den bedst mulige skole, må vi turde tage en samtale om, hvordan lærernes arbejdstid bruges. Der skal ryddes op i mængden af administrative opgaver og skabes klare rammer for kommunikation.

Frem for alt skal der være mere tid til forberedelse, så undervisningen kan være så kvalificeret, nærværende og fagligt stærk som muligt. Det er her, den største gevinst for eleverne ligger.