Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Postvæsenet: Staten gav slip

Postkassen, enhedsporto og frimærker var fælleseje, men det faktum har staten været ligeglad med.

Eigil JohannesenKlubformand, fællestillidsmand for HK'erne, Post Danmark og medarbejdervalgt bestyrelsesmedlem

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Morten Nystrup har ret, når han i sin leder 30/12 i JP mener, at breve ikke handler om sammenhængskraft. Men det gjorde den røde postkasse, enhedsporto og frimærker. De var symboler på det nationale fællesskab, som politisk blev aflivet, da befordringspligten blev defineret ikke-bevaringsværdig.

Befordringspligten var – som lige adgang til sundhedsvæsenet – en bekræftelse på det forpligtende nationale fællesskab. At påstå »fornemmelsen af tomgang præget omdelingen« er nærmest at håne de 1.500 kolleger, som nu har mistet jobbet, når Post Danmark stopper med at omdele breve.

At »postbudene længe har kørt med støttehjul« opleves som salt i såret, da staten blot betalte for de ekstraudgifter, der ikke var kommerciel dækning for. På samme måde, som staten yder mediestøtte og f.eks. betaler for den samfundsbetingede færgedrift til Bornholm.

Medarbejdernes fokus var uændret på, at posten skal ud. Post Danmark blev firmatiseret med en kapitalfond i ejerkredsen, investering i det belgiske postvæsen og e-Boks. Manglende omstillingsevne? De gentagne tilpasninger af serviceniveauet var blot udtryk for en økonomisk balance med politisk accept.

Staten betaler stadig Post Danmark for at få den internationale post ind og ud af landet. Den danske stat har ikke ejet Post Danmark A/S siden fusionen til koncernen PostNord AB med den svenske stat som majoritetsaktionær. Staten driver heller ikke pakkeforretning i Danmark. Det gør kommercielle overvejelser i Stockholm.

Staten gav slip for mange år siden, Morten!