Her er der ingen gebyr, der falder. Tværtimod
Når man siger, at affaldsgebyrerne falder, så passer det altså ikke alle steder.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
JP bragte 26/12 et debatindlæg af Jens Bomann Christensen, Brancheforeningen Cirkulær, hvor der gives udtryk for, at der sker et radikalt fald i opkrævningen af affaldsgebyrer for 2026 i de enkelte kommuner. Dog kan reduktionen af gebyret variere noget fra kommune til kommune.
Ja, det må man sige, idet vi her i Nordjylland betjenes af Nordværk, et fælles affaldsselskab for Aalborg, Hjørring og Brønderslev Kommuner, og vi oplever, at gebyrer tværtimod stiger – fra 3.500 til 3.588 kr.
Den nye emballageafgift blev indført med virkning fra d. 1. oktober, og derfor skulle der reelt ske en regulering af affaldsgebyret for andet halvår 2025. Det er da vist ikke sket. Det har nok ikke rent systemmæssigt kunnet lade sig gøre, så det glemmer man bare. Men en stigning i gebyret for 2026 strider fuldstændig mod intentionen om, at gebyrer skulle reduceres med den emballageafgift, vi som forbruger betaler i detailbutikkerne, når vi køber dagligvarer.
Jeg kan derfor konstatere, at udsagnet om et fald i gebyrerne ikke holder vand.