Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Vi skulle have stillet krav

Problemer med indvandrere er vores egen skyld.

Søren Refslund MøllerBonde, Borup

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Hvis du mister din identitet, har du mistet dit fodfæste. Og når vi mener, at vi i Danmark har problemer med indvandrere, er det vores egen skyld.

Der kommer mennesker til Danmark i håb om en bedre tilværelse. Hvordan mødes de så i det danske system? Med forståelse og benyttelse af deres eventuelle uddannelse og ambitioner? Nej!

Uanset deres uddannelsesniveau eller ambitioner mødes indvandrere af det danske ”forsorgssystem” og et sagsbehandlersystem med samme behandling af alle. Indvandrere bliver gennem vores sociale system ”klientgjorte”.

Selv veluddannede og ambitiøse indvandrere ender som sociale klienter. Stik imod intentionen om integrering i samfundet og for behov for flere hænder.

Hvis vi i stedet havde mødt indvandrerne med krav og muligheder, ville situationen have været anderledes. Så ville der have været motivation til at indgå i det danske samfund og udfylde en samfundsrolle. Så ville der have været mulighed for at opbygge en identitet og værdighed i det nye eftertragtede samfund.

Når indvandrere bliver sociale klienter, betyder det en menneskelig nedgradering og umyndiggørelse. Det er ikke nødvendigt at gøre en indsats, og man bliver underholdt af samfundet. Og når det faktisk i nogle samfund et udtryk for velstand, at man ikke behøver at arbejde, så er den danske forsorg da vældig bekvem.

Men en identitet har vi alle behov for at have, og hvis man bliver frataget en identitet i sit nye land, må man holde fast i det, man kom fra.

Og det passer ikke nødvendigvis ind i det samfund, som man ellers havde store forventninger til, og som bliver en skuffelse.

Når ikke det nye samfund stiller krav eller udviser forventninger, må man søge tilbage i den kultur, hvor man kom fra. Og så bliver det uafvendeligt ”dem og os”, og ingen integration. Og næste generation påvirkes i den samme forkerte retning.

Løsningen er ikke at ”remigrere” utilpassede indvandrere; løsningen ligger i en fjernelse af formynderrollen og at stille krav og dermed give muligheder. Så vil der være plads og muligheder for mennesker, som får lov til at bevare deres værdighed og identitet.