Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Glem skat på boliggevinster: Beskat jord og sæt arbejdet fri

Svaret på boligkrisen er ikke skat på boligsalg, men et opgør med den enorme formueoverlevering fra samfundet til boligejerne.

Simon TroelsenIngeniørstuderende, Brabrand

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Hver gang boligpriserne i de store byer stikker af, lyder den samme klagesang igen fra venstrefløjen: ”Beskat gevinsterne! Man skal ikke tjene penge på at bo.”

Det lyder umiddelbart retfærdigt nok, at man skal betale skat af sine tjente penge, uanset om de kommer fra at gå på arbejde eller at sælge sit forældrekøb på Vesterbro. Men grundlæggende er beskatning af boliggevinster ren symbolpolitik, der reelt vil føre til indførelse af det moderne stavnsbånd. Vi skal ikke straffe folk for at få et nyt arbejde eller for at blive skilt. Vi skal have fat der, hvor den egentlige ulighed skabes, i grundværdien.

Vi har i årevis fredet jorden og i stedet brandbeskattet det, vi som samfund higer allermest efter: arbejde, flid og skaberkraft.

Tænk over det: Når en lejlighed i Aarhus C eller i Indre By i København stiger i værdi - hvad skyldes det? Det er næppe ejerens nye HTH-køkken, der har lagt 2 millioner til prisen. Nej, det skyldes, at vi som samfund har bygget metro, finansieret gode skoler og skabt det erhvervsliv, der gør områderne attraktive. Det er den værdi, der sætter sig i de tårnhøje priser, og som boligejerne gladelig accepterer, fordi vi ikke beskatter selve jorden tilstrækkeligt.

Hvis vi tør flytte skatten, løser vi to fundamentale problemer. For det første skal det kunne betale sig at forbedre sin bolig. Vi skal stoppe med at beskatte solcellerne på taget, den nye isolering eller et ekstra børneværelse. Det skal vi opmuntre til i stedet for at straffe. For det andet skal vi kræve en reel betaling for den privilegerede adgang til vores fælles jord. Hvis vi hæver grundskylden markant og bruger hver eneste krone, en til en, på at sænke skatten på arbejde, gør vi op med generationstyveriet.

I dag skal unge på jagt efter deres første ejerbolig gældsætte sig til op over begge ører samt aflevere halvdelen af deres løn i skat for at få lov til at købe en grund af en generation, der har fået værdistigningen foræret af samfundsudviklingen.

Spørgsmålet er moralsk: Skal vi beskatte det, mennesker skaber med deres hænder og hjerne? Eller skal vi beskatte den privilegerede adgang til vores fælles jord?

Artiklens emner
Skat