Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Drop taktikken og find værdierne frem, Venstre

Med Troels Lund Poulsens udmelding om nye afsløringer i minksagen kommer Venstre til at indrømme, at det styrende princip ikke er retfærdighed og retsstat, men magt og meningsmålinger.

Tobias PaghLandsformand, Liberal Alliances Ungdom

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Det er isoleret set fint at se nye takter fra Venstre, der nu tør sige lidt fra i sagen om de slettede sms’er i minksagen. At de nu anerkender, at der faktisk er tale om nye oplysninger med Berlingskes seneste afsløringer af uafsøgte muligheder for at genskabe sms’erne. Men det er sørgeligt, at meldingen ikke er vokset ud af liberale principper, men af politisk opportunisme.

Den banale indrømmelse, at der var tale om nye oplysninger, der har offentlighedens interesse, var de ikke parate til at indrømme for kort tid siden. For et par måneder kunne man ikke høre forskel på Socialdemokratiet og Venstre i denne sag. Venstres politiske ordfører, Jan E. Jørgensen, stod på Folketingets talerstol og lød som et ekko af Socialdemokratiets komiske ali, Christian Rabjerg Madsen.

Jan E. kom med bortforklaringer som: »Der er ikke mere at komme efter.« Og med kynisk spin om, at sms’erne altså ikke kan genskabes – selvom de udmærket vidste, at det ikke handlede om, hvorvidt vi kan genskabe sms’erne, men om man kunne have gjort det. Med den nye udmelding fra Troels Lund Poulsen kommer Venstre til at indrømme, at det styrende princip ikke er retfærdighed og retsstat, men magt og meningsmålinger.

Det store problem er, at det skader genrejsningen af det borgerlige Danmark. Danskerne er parate til et borgerligt budskab – også om retsstatens principper – hvis de borgerlige partier er parate til at levere dem.

Når danskerne ikke køber borgerlig-liberal argumentation, skal de borgerlige magtpartier kigge indad. I 2001 var der stort set dødt løb mellem at prioritere skattelettelser eller mere offentlig service. Men knap 15 år efter var der kun 32 pct. af danskerne, der foretrak skattelettelser, mens de resterende 68 pct. hellere så de offentlige udgifter eksplodere endnu mere.

Udviklingen passer sjovt nok med den periode, hvor Venstre gav op på den store kamp. Hvor de med Hjort-doktrinen bevægede sig ind på socialdemokratisk territorie og ikke længere turde argumentere principielt for et liberalt samfund. Det er ikke så underligt, at danskerne ikke tror på det borgerlige samfundsideal, når borgerlige politikere implicit anerkender, at modstanderens samfund er bedre.

Vi ville ønske, at Venstre turde stå på mål for de liberale principper.

At de ikke skal lokkes ud af busken med stigende meningsmålinger, når de skal forsvare demokratiet og retsstaten. Det burde komme af sig selv. Der er brug for liberal selvtillid. For det borgerlige Danmark kommer ikke af sig selv. Hvis Venstre virkelig ønsker at komme hjem til den blå familie, må partiet stå ved sine liberale værdier og stoppe med både at være en ideologisk og regeringsmæssig parentes efter Socialdemokratiet.