Regeringen straffer mennesker med psykisk sygdom – og kalder det retsfølelse
I denne sag har regeringen med åbne øjne valgt et menneskesyn, der svigter nogle af de mest sårbare mennesker i vores samfund.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Regeringen vil tage forsørgelsesgrundlaget fra psykiatriske patienter, der er i retspsykiatrisk behandling, for at sidestille dem med indsatte i fængsler.
De fremstiller det som en teknisk justering af regler og ydelser, men i virkeligheden er det et brutalt værdiskred – og et frontalangreb på hele den tanke, vores retspsykiatriske system bygger på.
Retspsykiatriske patienter er ikke dømt til straf. De er dømt til behandling, fordi de var psykisk utilregnelige i gerningsøjeblikket. Det er selve kernen i adskillelsen mellem straf og behandling, mellem fængsel og psykiatri.
At sygdom skal behandles – ikke straffes. Når regeringen alligevel vælger at fjerne patienternes økonomiske fundament, indfører de reelt en straf ad bagdøren. En straf, der rammer mennesker, som allerede har betalt en høj pris for deres sygdom.
Siden forslaget blev stillet i efteråret, har kritikken haglet ned over regeringen. Ikke kun fra os i Bedre Psykiatri og vores kolleger i andre organisationer. Også fra psykiatere, faglige organisationer og Institut for Menneskerettigheder. Advarslerne er klare: forringet behandling, længere indlæggelser, mere konflikt på afdelingerne og øget risiko for ny kriminalitet. Alligevel har regeringen tilsyneladende valgt at se bort fra den samlede faglige vurdering.
Beskæftigelsesminister Kaare Dybvad Bek sagde for nylig til DR, at »vores velfærdssystem ikke er skabt til at forgylde folk, der er dømt for kriminalitet«.
Jeg er ærligt talt i tvivl om, hvorvidt ministeren ignorerer kritikken, eller om han er uenig i den grundlæggende præmis om, at retspsykiatriske patienter netop er patienter og ikke indsatte, og at de ikke er dømt for kriminalitet i almindelig forstand, men erklæret utilregnelige. At ministeren derudover kalder basal økonomisk tryghed for »forgyldning«, er en hån mod alvorligt syge mennesker med meget små indkomster.
Ministerens argument fra samme interview om, at forslaget udspringer af hans retsfølelse og ønsket om at »sidestille dem, der er dømt for almindelig kriminalitet, og dem, der er i forvaring«, er lige så meningsløst. For hvorfor skal de to grupper sidestilles?
Den ene gruppe er kriminelle. Den anden er patienter. Hvis beskæftigelsesministeren vil sidestille nogen, synes jeg, han skal begynde med at sidestille psykiatriske patienter med somatiske patienter. Ingen kunne drømme om at straffe hjerte- eller kræftpatienter økonomisk, fordi de er indlagt.
Det her lovindgreb handler ikke om økonomi. Det handler om menneskesyn. Og i denne sag har regeringen med åbne øjne valgt et menneskesyn, der svigter nogle af de mest sårbare mennesker i vores samfund.