Feminister skal tage skyklapperne af
Fokus på køn skygger for dialog.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Mikkel Tranberg havde en velskrevet kronik i JP 15/12 om, hvordan mange mænd ser på sig selv.
Min kone spurgte mig engang, om jeg var stolt af at være mand. For hun var stolt af at være kvinde.
Det synes jeg ikke, jeg var, for det havde jeg jo ikke selv bidraget til.
Man må handle på, hvad der er bedst for alle mennesker, ikke at skille det ud i særinteresser for køn, alder, etnicitet, seksualitet osv. Det mener de fleste mænd, mens mange kvinder, især feminister, ser meget på, hvad der gavner deres interesser. De ser det som en kamp om at få de bedste stykker af kagen i stedet for at gøre kagen bedre for alle.
Det bedste ville være, at feministerne slap deres fiksering på køn, der formentlig stammer fra deres lange og berettigede kamp for den ligestilling, de nu har opnået. Så ville de måske få forståelse for, at mændene har rimelige holdninger til køn, også selv om de er anderledes end kvindernes.
Og at man f.eks. ikke behøver at være en hulemand, selv om man mener, at den moderne feminisme skaber for stor afstand mellem mænd og kvinder.