Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Europa har brug for handling – ikke fnidder i EU-Parlamentet

Stop navlepilleriet og tag medansvar for at styrke Europas sikkerhed og konkurrenceevne. Det haster.

Andreas GeertsenEuropapolitisk chef, Dansk Erhverv

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Politik handler om både substans og proces. Beslutninger skal være grundigt forberedte, men også træffes på demokratisk vis for at være legitime.

Og i alle demokratiske processer vil der naturligt være elementer af taktik, personfnidder og hensyn til alt muligt andet end den konkrete beslutning, der er på bordet. Men hvis demokratiet ikke skal sande til, må der være en balance mellem substans og proces.

Den balance tipper i den forkerte retning i Europa-Parlamentet lige nu.

Det lykkedes endelig for Europa-Parlamentet at stemme den første og vigtigste af de såkaldte omnibus-lovpakker igennem. ”Omnibusserne” er tværgående lovforslag, som på tværs af allerede vedtaget lovgivning nedbringer administrative byrder for virksomhederne.

Europa-Kommissionen har indtil videre præsenteret syv omnibus-lovpakker, og de udgør kernen i arbejdet med at styrke Europas konkurrenceevne.

Det var kun med hiv, sving og flere afstemninger, at de 720 medlemmer i Europa-Parlamentet kunne lande en position på omnibus-forslaget om bæredygtighedsrapportering. Et nidkært forhandlet kompromis mellem de europæiske midterpartier blev til alles overraskelse nedstemt i sidste måned, især fordi centrum-venstre-partigrupperne i parlamentet ikke kunne holde partidisciplinen.

Tre uger senere stemte den konservative gruppe (EPP) så et nyt forslag igennem med højrefløjen, til centrum-venstres store fortrydelse. Næsten ni måneder efter at kommissionen havde præsenteret forslaget, som nu endelig kan gå videre i EU-lovgivningsprocessen.

Under balladen stod erhvervslivet og så undrende på med bekymring. Europa står i en svær situation, hvor styrket sikkerhed og konkurrenceevne er afgørende for vores fremtid. Det kræver, at vi står sammen og handler hurtigt.

Dog ser vi alt for ofte, at Europa-Parlamentet bruger kostbar tid på interne partistridigheder og symbolske magtkampe, mens de vigtige spørgsmål venter i kulissen. Det, der bliver snakket mest om i Bruxelles-boblen lige nu, er ikke, hvad der er det rigtige for Europa, men hvad det mon betyder for de interne dynamikker i Europa-Parlamentet, at midterpartierne ikke kan enes. Proces frem for substans, med andre ord.

Demokrati tager tid, og lovgivning skal selvfølgelig være gennemarbejdet. Men hastighed betyder noget, især i den usikre verden, vi lever i. Vores modstandere og konkurrenter venter ikke.

Det kræver, at alle led i kæden tager ansvar og forstår situationens alvor.

Når Europa-Parlamentet lammes af interne konflikter og procesfnidder, svækkes Europas position i verden yderligere. Det er ikke kun et politisk problem – det er også et økonomisk og sikkerhedsmæssigt problem.

Så kære Europa-Parlament: Løft blikket og se på verden omkring jer. Stop navlepilleriet og tag medansvar for at styrke Europas sikkerhed og konkurrenceevne. Det haster.