Skolerne kan lære af Helle Thomsen

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Man kan ikke bortforklare, at for 20 år siden var både trivsel og børnenes standpunkt bedre end i dag. De beføjelser, man har frataget lærerne, har gjort mange af dem til usikre undervisere, der er blevet ofre for mange forældres luner, og mange lærere kan ikke holde til det og forlader folkeskolen. Hvis man vil have lærerne tilbage som en autoritet, må man igen tillade, at lærerne irettesætter og bestemmer i klasserne.

Måske er det en idé at lytte til kvindelandsholdets træner, Helle Thomsen, der forlanger, at den enkelte spiller yder sit bedste efter evnerne. Roser, når der er grund til det, og irettesætter (ja, skælder somme tider ud), når det er nødvendigt. Og spillerne virker glade og tilfredse, for alle – både børn og voksne – ved jo, at det er en dejlig følelse, at man udvikler sig og bliver bedre til det, man beskæftiger sig med. Den pædagogik kan man sagtens anvende i skolerne. Naturligvis afpasset med elevernes alder og evner.

Vigtigt for lærerne er det også at vide, at man har ledernes opbakning. Det vil give langt mere tryghed, og det kan mærkes helt ned i klasserne.

I de mindste klasser er det i dag ikke velset at give lektier for. Det er et fejlgreb. selv de mindste må langsomt vænne sig til små pligter (f.eks. skrive et par linjer eller øve en halv sides læsning) – og rigtig mange børn vil gerne.

Nedlæggelse af de mindre velfungerende skoler er et uheldigt greb, idet de børn, der nu flyttes til de i forvejen større skoler, gør, at klasserne bliver for store, og mange børn mistrives, og man må henvise til specialklasser eller tolærersystemet, hvilket er dyrt. Nedsættelse af klassekvotienten til 18-22 elever pr. klasse vil få den enkelte elev til at føle sig set og hørt. Det vil give langt mere ro i klasserne.