Slå koldt vand i blodet, Venstre
Statsborgerskabet kan ikke gradbøjes. Men vi kan udsætte tvivlsomme elementer for andre ting, f.eks. sætte de bandekriminelle til at fjerne ukrudt eller feje gader.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Vi har i Moderaterne ikke en sigtelinje om, at vi vil bevare rockerkriminalitet eller beskytte voldtægtsforbrydere. Vi ønsker at slå ned på både organiserede kriminelle og klamme sædelighedsforbrydere.
Men Moderaterne har en kerneværdi: Vi holder vores aftaler. Vi kommer ikke bagefter med selvopfundne fakturaer eller uanmodet forretningsførelse. Det betyder også i det store perspektiv, at danskerne overholder de konventioner, vi har underskrevet. Danmark overholder sine aftaler med andre lande, fordi alternativet er kaos. Og særligt som et lille land skal vi kunne stole på, at andre større og stærkere lande lever op til de løfter, de har afgivet til os. Vi er i et gensidigt forpligtende fællesskab, fordi vi skylder verdens flygtninge værdighed og soning.
Venstre tager særligt afsæt i, at statsborgerskab ifølge konventionerne kun kan fratages, hvis man dømmes for terrorisme. Med den løftestang vil Venstre ud af konventionerne, så også bandekriminelle kan miste statsborgerskabet.
Jeg kan da godt forstå, at Venstre er træt af bandekriminelle og lignende personager, som ovenikøbet modtager kontanthjælp eller invalidepension. Det manglende samfundssind og nasseriet har åbenbart ingen grænser.
Men statsborgerskabet kan ikke gradbøjes. Og når støvet har lagt sig, tænker jeg, at Venstre nok også indser visdommen. Vi kan jo gøre andre ting. Sætte de bandekriminelle til at fjerne ukrudt eller feje gader, begrænse adgangen til invalidepension mv.