Her hjælper ingen bortforklaringer
Hvem tager ansvar i dansk svineavl? Ikke dem i toppen tilsyneladende.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Det er ufatteligt, at topfiguren i dansk svineavl, H.C. Gæmelke, kan stå inde for den dyremishandling, der foregår i hans stalde. Han burde vel gå forrest med et godt eksempel – men tværtimod! Gæmelke udtaler, at han er stolt af sit personale. Ovenikøbet er hans fokus at stoppe de optagelser, der dokumenterer forholdene. Måske det var bedre, han gik en runde i sine stalde.
Danske svineproducenter har alle mulige bortforklaringer på den brutale behandling af dyr både i stalde og under lange transporter. Man må være effektive for at konkurrere med udlandet, forbrugerne vil ikke betale for dyrevelfærd osv. – men ingen strukturelle faktorer kan retfærdiggøre det her.
Med præst Sørine Gotfredsens ord: »Findes der dybt nede i de mest forhærdede griseavlere et minde om, hvordan man agter det levende?«