Vores generation vokser op med gambling forklædt som underholdning
Unge bliver narret til at tro, at gambling er uskadelig underholdning. Og vi møder det overalt.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Vores generation vokser op i en verden, hvor gambling ikke længere kun findes på kasinoer og bettingsider. Det ligger også skjult bag alt det, vi ser på TikTok, Instagram osv., og det hele er forklædt som underholdning.
Det er ret vildt, at vi kan gå på YouTube og se en influencer gamble. De viser kun, når de rammer de store gevinster, ikke når de taber. Det er jo ikke kun ældre, der ser det her, det er også små drenge på otte år. Tænk, at de får lov til at se, hvor ”nemt” det ser ud at skaffe de her penge. Du kan bare lægge dine penge ind på en slotmaskine, og så vinder du dine penge 100 gange igen. Jeg kan godt forstå de unges fristelse, men sådan fungerer verden ikke.
Det er vildt fedt, at Jaxstyle/Jacob Krull tager initiativ til at tage emnet op, fordi det er et reelt problem blandt os unge. Han siger i sin tale til en influencerpris, at: »De udnytter deres seere. Vi vil vores seere det bedste. Vi er her for det lange løb. De vil presse hver en krone ud af deres følgere, hvis de har muligheden for det. Og det synes jeg ikke er i orden. Og jeg synes heller ikke, at det er i orden, at de skal gå under radaren.«
Problemet er, at vi kalder det »for sjov«. Problemet er jo, at det hele ikke kun er »sjovt«; der er også en reel risiko for at blive afhængig af det. Vi snakker ikke om risikoen, tabene eller afhængigheden. Samtidig gør reklamer for spil det umuligt at undgå fristelsen.
Hvis vi virkelig vil beskytte unge, skal vi begynde at se gambling som det, det er. Oplysning og ærlighed er det første skridt mod at bryde illusionen om, at gambling bare er underholdning.