Tab ikke de usynlige mænd af syne

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I dag markeres Mændenes Internationale Kampdag. Men for en stor gruppe mænd er der ikke meget at fejre. De lever alene, ofte uden stærke netværk, og står i livssituationer, der kan føre til isolation, psykisk mistrivsel og i værste fald selvmord, hvis ikke de bliver opsporet og støttet i tide.

De findes overalt i Danmark – i små landsbyer, hvor stilheden er tung, og i byen omgivet af liv og larm. Mænd, der tilsyneladende lever et almindeligt hverdagsliv, men som i virkeligheden står på kanten af samfundet. De er ikke hjemløse, misbrugere eller alvorligt syge. Netop derfor er de usynlige. De er mænd, der går under radaren, fordi de ikke råber op – og fordi vi som samfund ikke har blik for dem, før krisen rammer.

Tag Morten. Han bor i et yderområde, langt fra sin praktiserende læge og langt fra kommunale sundhedstilbud. Han har ingen partner, og vennerne fra folkeskolen er for længst flyttet. Familien ser han sjældent. Han er ufaglært, har lav indkomst og har haft lange perioder uden arbejde. Morten er fiktiv – men han kunne være én af de mange mænd, der lever med belastninger, som kan føre til isolation, psykisk mistrivsel, misbrug, hjemløshed og i værste fald selvmord.

Selvom Morten ikke passer ind i billedet af den klassisk udsatte mand, lever han et liv, hvor få ting kan skubbe ham ud over kanten. Her kan viden gøre forskellen. Mit ph.d.-projekt ”Mænd på kanten” skal gøre os klogere på netop denne gruppe af mænd.

Projektet undersøger to forskellige livsfaser, hvor sårbarheden ofte er størst: overgangen til voksenlivet, hvor unge mænd skal etablere sig på arbejdsmarkedet, tage uddannelse og skabe familie, og overgangen til pensionisttilværelsen, hvor ældre mænd kan opleve tab af identitet, fællesskab og formål.

Begge faser rummer risiko for isolation, men også potentiale for at styrke sociale bånd – hvis vi forstår, hvad der virker.

Derfor bygger projektet primært på kvalitative metoder som interview, hvor mænd i trygge rammer deler erfaringer og perspektiver. Disse samtaler giver mulighed for at afdække ikke kun individuelle oplevelser, men også de sociale og strukturelle barrierer, der fastholder mænd i en sårbar livssituation.

Målet er at omsætte denne viden til konkrete anbefalinger, der kan inspirere politikere, kommuner og civilsamfund til at skabe inkluderende fællesskaber og forebyggende indsatser. Det handler ikke kun om at tilbyde hjælp, men om at skabe rammer, hvor mænd føler sig hjemme og har lyst til at deltage.

Mange traditionelle sundheds- og sociale tilbud er designet med en neutral tilgang, men i praksis appellerer de ofte mere til kvinder. Derfor må vi tænke nyt: Hvordan kan vi skabe steder, der føles relevante for mænd – uden at stigmatisere dem?

Baggrunden for projektet er alvorlig: Mænd i Danmark halter sundhedsmæssigt bagefter kvinder. De lever i gennemsnit 79,9 år, mens kvinder lever 83,7 år – en forskel på næsten fire år. Men uligheden er langt større, når vi ser på indkomst og uddannelse. Den fjerdedel af mænd med højest indkomst lever i gennemsnit 84,2 år, mens den fjerdedel med lavest indkomst kun lever 73,9 år. Det er en forskel på over 10 år.

Og det stopper ikke her: Hver fjerde lavtlønnet mand dør, før han når folkepensionsalderen. Det er ikke bare statistik – det er liv, der slukkes alt for tidligt.

Denne forskel i levealder er ikke kun et spørgsmål om biologi, men om sociale og strukturelle vilkår. Det handler om arbejdsmiljø, økonomisk usikkerhed, adgang til sundhedsydelser og kvaliteten af de fællesskaber, mænd indgår i.

Når mænd med lav indkomst dør 10 år tidligere end deres velstillede jævnaldrende, afslører det en dyb social ulighed, der ikke kan løses med individuelle livsstilsråd alene. Det kræver politiske beslutninger, der adresserer de grundlæggende årsager – fra uddannelsesmuligheder til forebyggende sundhedsindsatser.

Vi ved, at mænd i lavere socioøkonomiske grupper ofte arbejder i fysisk krævende job, hvor nedslidning og helbredsproblemer er udbredte. Samtidig er der en tendens til, at disse mænd opsøger læge langt senere end kvinder, hvilket betyder, at sygdomme opdages sent.

Når vi kombinerer dette med manglende sociale netværk og en kultur, hvor det er svært at tale om sårbarhed, får vi en cocktail, der øger risikoen for tidlig død.

Derfor er det afgørende, at vi ser ulighed i sundhed som et samfundsproblem – ikke som et individuelt ansvar. Hvis vi vil ændre statistikken, må vi skabe strukturer, der gør det lettere for mænd at få hjælp i tide, og som giver dem mulighed for at leve et liv med mening og fællesskab.

Når vi taler om mænds sundhed, må vi også tale om selvmord. Hvert år tager omkring 575 mennesker livet af sig selv i Danmark. Af dem er cirka 420 mænd. Det betyder, at tre af fire selvmord begås af mænd. Selvmordsraten for mænd ligger mellem 16 og 22 pr. 100.000, mens den for kvinder er fem–syv. Det er en forskel, der burde få alarmklokkerne til at ringe.

Men hvorfor er det sådan? Eksempler på situationer, der kan udløse selvmord, er: uopdaget eller ubehandlet depression, tab af partner, kompliceret sorgreaktion, pludselige funktionstab, mistet kørekort, sårbare eller stressfyldte livsfaser, ensomhed med mere.

Mænd med kun grundskoleuddannelse lever i gennemsnit 7,6 år kortere end mænd med lang videregående uddannelse. Og forskellen i levealder mellem rigeste og fattigste mænd er fordoblet siden 1980’erne – fra 5 til 10 år. Det er ikke kun et sundhedsproblem. Det er et samfundsproblem. For når vi mister mænd i den arbejdsdygtige alder, mister vi ressourcer, fædre, brødre og venner. Når mænd dør tidligt, mister vi ikke kun individer – vi mister erfaring, arbejdskraft og sociale bånd, der holder samfundet sammen.

Med folkesundhedsloven fra 2024 har Danmark taget et vigtigt skridt mod at mindske social ulighed i sundhed. Loven anerkender, at sundhed ikke kun skabes i mødet med sundhedsvæsenet, men i de rammer, vi lever under – boligområder, arbejdspladser, skoler og fællesskaber. Men hvis ambitionerne skal blive til virkelighed, må vi forstå dem, der står uden for fællesskaberne.

Hvis vi vil ændre udviklingen, kræver det handling – ikke kun fra sundhedsvæsenet, men fra hele samfundet.

- Politikere må prioritere forebyggelse og tidlig opsporing af mænd i sårbare livssituationer.

- Kommuner og civilsamfund må skabe fællesskaber, hvor mænd kan finde støtte uden stigmatisering.

- Arbejdsgivere må se værdien i at fastholde mænd, der kæmper med helbred eller sociale problemer.