Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Det er på tide, Venstre toner rent flag

Blå blok har en fremtid. Men kun hvis Venstre løsriver sig fra Mette Frederiksens greb og melder klart ud, at næste valg handler om en borgerlig regering med en borgerlig statsminister.

Christian VigiliusKandidat, Region Østdanmark, (K), Gentofte

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Blå blok har en fremtid. Den seneste meningsmåling fra Verian peger på, at danskerne igen kigger mod en borgerlig regering. Det er ikke bare et tal i en tabel – det er vælgernes vink med en vognstang. Men vinket bliver kun til virkelighed, hvis Venstre løsriver sig fra Mette Frederiksens greb og melder klart ud, at næste valg handler om en borgerlig regering med en borgerlig statsminister.

SVM blev solgt som ro og retning. Det, vælgerne har fået, er midterforlig, indskrænkning af ytringsfriheden med koranloven, en helligdag mindre og brænde til det bål, som er vælgernes politikerlede. Det er ikke den brede samling om det fælles bedste, som midterregeringen lovede; det er teknokratisk drift uden kompas. Og jo længere Venstre bliver stående dér, jo mere uklart bliver partiets eget projekt.

Vælgerne straffer utydelighed, fordi utydelighed netop bryder det, der skaber tillid og sammenhængskraft: at man ved, hvor et parti vil hen.

Imens har blå blok – bl.a. gennem Borgerligt Konvent – vist, at samarbejde faktisk kan lade sig gøre, når retningen er borgerlig og tydelig. Der tegner sig en fælles linje om lavere skat på arbejde, mindre bureaukrati, en stram og konsekvent udlændingepolitik og en værdipolitik, der prioriterer familie, foreningsliv og lokalt ansvar.

Ikke mindst har de vist, at de har lært af erfaringerne fra VLAK-tiden og er nu indstillet på at unde hinanden nogle sejre. Det er sådan, man bygger varige kompromiser og genopretter tilliden mellem de partier, der skal bære et borgerligt flertal.

Sammenhængskraft handler ikke kun om kroner og paragraffer, men om kultur, ansvar og gensidige forpligtelser. En borgerlig regering skal turde sige, at fællesskab ikke opstår gennem staten, men i familier, civilsamfund og lokale fællesskaber – og at staten skal være stærk, hvor den skal, og lille, hvor den kan. Den balance kræver lederskab.

Og her må Venstre beslutte sig: Vil man igen være et samlende, værdibåret parti i blå blok – eller vil man for bestandig reduceres til lillesøster for Socialdemokratiet?

Hvis Venstre vil redde både sig selv og borgerlighedens chance for regeringsmagten, er der to nødvendige skridt. For det første: Ton rent flag. Meld utvetydigt ud, at man går til valg på et borgerligt flertal – ikke på en revideret SVM. For det andet: Spil Troels Lund Poulsen på banen som statsministerkandidat. Vælgerne efterspørger retning og ansvar – ikke endnu en runde med midterforlig uden sjæl.

Det borgerlige projekt er større end taburetter. Det handler om at give danskerne mere frihed i hverdagen, om at belønne arbejde, styrke retssamfundet og værne om de fællesskaber, der faktisk bærer et land. Lige nu peger vælgerne mod en ny retning. Vinduet står åbent. Spørgsmålet er, om Venstre tør gribe det – eller om partiet for evigt vil sidde fast i midtens mudder som et midtersøgende teknokratparti uden kompas. Valget er Venstres. Og tiden er nu.

Artiklens emner
Politik
VLAK