Det offentliges sorte hånd er overalt
Hvad er det for et menneskefjendsk samfund, vi har skabt?
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Når jeg læser om Corona Camping i Køge, fyldes jeg med bedrøvelse over kommunens behandling af de beboere, som af en eller anden grund holder til der. Kommunen vil have dem væk om vinteren – på grund af »sårbar natur«.
Det hensyn til naturen tager man ikke andre steder. Herude på landet går det især livligt for sig.
Sårbar natur eksisterer pludselig ikke mere, når private firmaer eller staten vil plante solceller, vindmøller, krudtfabrikker, motorveje i folks baghaver. Her på det seneste i Thy i enestående natur, hvor naboer og natur må vige. Virksomheder får gladeligt dispensation. Trylleordet hedder: klima.
Men når det gælder svage campister, som hygger sig sammen, udvises der ingen nåde.
Hvad er det dog for et menneskefjendsk samfund, vi har skabt!