Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Lav et straksforbud mod Bovaer

Vi kan under ingen omstændigheder vente til 2028 med at få afdækket, om det kemiske foderstof Bovaer skader dyrevelfærden.

Franciska RosenkildePolitisk leder

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Sidste år blev vi i Alternativet meget bekymrede for dyrevelfærden, da regeringen gjorde det til lov, at landmænd nu skal bruge det kemiske pulver Bovaer i foderet til køer for at reducere den metan, der ellers naturligt dannes i køernes fordøjelse.

Dengang mente vi, at der i det mindste burde være en mærkningsordning, så man som forbruger kunne tage stilling. Nu står det klart for os, at vi bliver nødt til at kræve et straksforbud.

Det er netop blevet afdækket i Jyllands-Posten, at mange danske landmænd rapporterer om køer, der mistrives.

»Vi bliver ringet op af landmænd, som græder i telefonen. De fortæller, at køerne ikke vil gå ind i malkerobotterne. Dyrene skal skubbes rundt, de spiser mindre og tygger mindre, og i nogle tilfælde kollapser de simpelthen. De kan ikke rejse sig,« fortalte Kjartan Poulsen, formand i Landsforeningen af Danske Mælkeproducenter, forleden til Jyllands-Posten.

Landmændene fortæller om køer, der kollapser, efter de er begyndt tilskudsfodring med det nu lovpligtige kemiske pulver, som blandes i køernes foder. I særligt grelle tilfælde har køerne ikke kunnet behandles og er blevet aflivet. Det er helt vanvittigt!

Regeringen har igen og igen lovet, at Bovaer var sikkert. Både for dyr og mennesker. I januar forsikrede fødevareministeren mig om, at Bovaer »er godkendt efter alle forskrifter«, da vi debatterede emnet i Go’ morgen Danmark. Han medgav dog, at der »selvfølgelig skal følges op undervejs i forhold til dyrevelfærd«.

Men hvornår? Og hvor hurtigt? Der er gået næsten et år siden vores debat, og vi er ikke kommet nærmere, om det kemiske fodertilsætningsstof skader køerne. Faktisk får vi først svar i 2028. Altså tre (!) år efter at det er blevet lovpligtigt.

»Dette er ikke tidligere undersøgt – heller ikke i andre lande,« lyder det fra lederen af forskergruppen, professor Margit Bak Jensen, om spørgsmålet om dyrenes velfærd i Jyllands-Posten.

Fødevarestyrelsen vil nu indsamle praksisdata og evaluere. Men det er simpelthen absurd ikke at lave lovgivningen om imens. Lige nu er landmænd tvunget til at give deres køer et tilsætningsstof, de oplever gør køerne syge.

Og som om det ikke er absurd nok, så er det kommet os for øre, at der ikke er styr på arbejdsmiljøsikkerheden for landmændene, der skal bruge pulveret. Der er ikke lavet langvarige feltmålinger på den eksponering, landmænd får gennem hudkontakt, eller når de inhalerer Bovaer-pulveret gennem støv i luften, og ikke lavet en myndighedsvejledning om sikker håndtering af foder tilsat Bovaer.

Nu hører vi, at mange landmænd oplever, at de hoster, får kvalme, hovedpine og svejseøjne af at håndtere det kemiske pulver. Den EU-godkendelse, Bovaer har fået, dokumenterer ikke arbejdsmiljømæssig sikkerhed, og det findes der heller ikke offentliggjort forskning eller feltmålinger, der gør. Alle alarmklokker ringer, både for dyrene og for landmændene. Det står helt klart for os, at et straksforbud, til stoffet er undersøgt nærmere, er det eneste rigtige.