Trump reagerer forudsigeligt og helt forståeligt: Han taler altid gennem sine følelser

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Præsident Trump optrådte ved den afdøde Charlie Kirks mindehøjtidelighed og erklærede, at han hadede sine modstandere.

Hans bemærkninger faldt, umiddelbart efter at Kirks enke sagde, at hun tilgav sin mands morder.

Kontrasten var slående og var med til at forklare meget af, hvordan og hvorfor præsidenten nu bruger statens magtinstrumenter til at udøve gengældelse for al den uret, hans fjender har påført ham gennem årene.

Ja, jeg bruger ordet “fjender” og ikke “modstandere”, fordi mange af dem, der tidligere var uenige med Donald Trump, er blevet fanatiske Trump-hadere, der er fast besluttet på at ødelægge ham, hans præsidentskab og dem, der støtter konservatisme – som stakkels Charlie Kirk.

De har valgt at slå lejr på den anden side af den politiske Rubicon, hvor fairplay, samarbejdsvilje og retfærdighed ikke findes.

Nu må præsidenten stå for skud for at give udtryk for sin personlige animositet mod sine fjender på en måde, som mange siger hverken er præsidentiel eller kristen.

Hans kritikere peger på hykleriet hos en mand, der bekender sig som troende, men som ikke er i stand til at tilgive dem, der forsynder sig mod ham. Og selvom den kritik er fair, overser den et andet væsentligt punkt, nemlig at Trump er et menneske med menneskelige fejl og svagheder.

Det har enhver kristen – og det har alle uden tro også. Vi, der kæmper for at blive bedre kristne, forstår fristelsens verden, og hvordan den kan trænge ind i vores sjæl og underminere de forsvarsmekanismer, der skal beskytte os mod netop fristelsen til at være hævngerrige.

Når de fleste af os bliver uretfærdigt krænket, er vores øjeblikkelige refleks at forsvare os. De handlinger, vi foretager i eget forsvar, afhænger af mange variable.

Dem i offentlighedens søgelys ved, at der grundlæggende er to valg: reagere for at korrigere fortællingen og udfordre anklageren/gerningsmanden – eller ikke reagere og dermed løbe risikoen for at få deres omdømme tilsølet og i folkevalgtes tilfælde få deres politiske dagsordener ødelagt. Mens det første lægger ansvaret på os for at føre vores sag, lader det andet dem, der gør os uret, fortsætte deres dårlige adfærd over for andre.

Og når den adfærd ikke udfordres, kan den påvirke anvendelsen af vores love og gøre vores længe fastholdte sociale værdier sårbare for angreb. Enhver handling – og enhver undladelse – har en konsekvens.

Inden vi fordyber os yderligere i dette filosofiske sidespor, må vi lige få nogle begreber på plads. Hævn og gengældelse er ikke det samme. Selv om de ligger tæt på hinanden, er der grader af gengældelse, der gør forskellen. Hævn er den konkrete handling at gengælde eller straffe nogen for en uret, der er begået mod dig.

Gengældelse er mere abstrakt – begrebet, ønsket eller begrundelsen for enhver form for hævn.

I kontrast hertil vil jeg hævde, at Trumps udtalelser og handlinger afspejler hans ønske om at udøve en form for handlingsrettet gengældelse samt at rette op på nogle grundlæggende skævheder i det amerikanske justitsministerium (Department of Justice) og retssystemet, som har fået lov at trives under tidligere regeringer. Hvad angår Trumps offensive linje over for medierne, har han et sekundært motiv: at genoprette den balance, der engang fandtes i tv-netværkernes politiske kommentatorstof.

Jeg vil hævde, at præsident Trump har en meget forudsigelig modus operandi. Han lader sine følelser tale først om enhver uret, han mener er begået mod ham. Derefter forsøger han at iværksætte konkrete ændringer, såsom at tilbagerulle Bidens mange præsidentielle bekendtgørelser (executive orders), som han opfatter som en direkte lussing i ansigtet på hans præsidentskab i hans første periode, eller ved at opfordre justitsministeriet til at gennemgå sagerne mod dem, han mener har løjet om ham og sammensvoret imod ham – for at holde dem ansvarlige.

Det overordnede formål er at værne om systemets integritet og fairness for kommende præsidenter.

Jeg er klar over, at det kan lyde, som om jeg forsøger at finde et mere nobelt motiv for Trumps handlinger, men jeg tror, at der under hans megen intense følelser ligger et tydeligt ønske om at beskytte systemet mod fremtidige misbrug ved at gennemføre en procesændring, der ikke blot er teoretisk eller aspiratorisk.

Derfor er hans handlinger ikke blot resultatet af sårede følelser eller et ønske om hævn, men noget, der mere præcist kan beskrives som handlingsrettet gengældelse.

Så svaret for mig er: ja. Gengældelse kan nogle gange retfærdiggøres, hvis den fører til konkret, positiv forandring – men kun under strenge etiske betingelser. Og deri ligger det næste store spørgsmål: Har vores samfund stadig en etisk kodeks, der kan skelne mellem hævn og gengældelse?

Jeg håber inderligt, at svaret er ja.