Vidtgående hjemmel til ministre afslører, at regeringen er taktisk klog, og oppositionen er på badeferie
Regeringen skal selvfølgelig ikke forsøge at tage danskernes basale rettigheder fra dem. Men oppositionen skal også vågne op.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Hvad har du i din baghave? Hvis du er, som folk er flest, har du måske en græsplæne, nogle fliser, en urtehave, et legehus eller en trampolin. Uanset hvad forestiller jeg mig ikke, at du har en våbenfabrik i din baghave.
Og hvis du har, går jeg også ud fra, at det ikke er gået din næse forbi. Det har regeringen og de andre partier bag forsvarsforliget lavet om på.
Nu kan du få eksproprieret din baghave med trampolin og havenisser uden at få en begrundelse eller kunne klage, hvis forsvarsministeren f.eks. vil lave en våbenfabrik.
Forsvarsministeren fremsatte den 26. juni i år en ”lov om bygge- og anlægsprojekter samt driftsaktiviteter med væsentlige nationale forsvarsformål eller væsentlige civile beredskabsformål”. Hvis du allerede er ved at falde ned af stolen over, hvor søvndyssende en titel til en lov det er, er du ikke den eneste. Oppositionen har allerede sovet i nogle måneder over det, og derfor blev loven vedtaget. Det umådeligt kedelige navn til loven er dog langtfra tilfældigt.
En lov, der giver forsvarsministeren og andre ressortministre en hjemmel så bred, at selv PET bliver misundelig. Med loven har forsvarsministeren »de nødvendige handlemuligheder« til at fravige lovgivning, der passer på natur, miljø og mennesker. For loven fraviger normale procedurer og gambler med danskernes retssikkerhed, mens eksperternes grå hår tydeligt kommer til syne.
Er du ikke uddannet jurist, kan lovforslaget fremstå som rent volapyk. Men loven betyder grundlæggende, at forsvarsministeren nu kan sige: ”Hej, vi kommer og jævner din baghave med jorden og lægger en våbenfabrik, uden at du får kendskab til det”-loven. For det er nemlig det, det er. Det er en hjemmel til at grave hele haven op, hælde cement udover skidtet og lægge en ammunitionsproduktion der i stedet, uden at ejeren får kendskab til det eller kan klage.
Oppositionen har med rette været kritisk over for regeringen i sagen om den nye PET-lov. Men her er de gået med til noget, der er mindst lige så vidtgående. Det ville klæde den at være lidt mere konsistent. Den massive bevågenhed på PET-loven burde tilsvarende være på dette lovforslag fra forsvarsministeren.
Den sikkerhedsmæssige situation lige nu er skærpet, og selvfølgelig kræver det i visse henseender særlige forsvarsmæssige tiltag. Men lad os ikke styrke forsvaret ved at svække retssikkerheden for borgerne. Den lethed, hvormed forsvarsforligskredsen har gennemført dette vidtgående tiltag, er en skændsel for danskernes retssikkerhed.
SVM-regeringen spiller taktisk klogt uden skelen til, hvem dens spil går ud over. Oppositionen derimod er på badeferie, slikker sol med en piña colada i hånden og uden den mindste omtanke for regeringens politik. Men den har også afsløret, at oppositionen er kommet på dybt vand og febrilsk må forsøge sig med noget hundesvømning for at holde hovedet oven vande.
Ansvaret er todelt. Regeringen skal selvfølgelig ikke forsøge at tage danskernes basale rettigheder fra dem. Men oppositionen skal også vågne op. Hvis den bliver ved med at være på badeferie, smider regeringen kuglen for øjnene af den.